Jeg sidder på mit hotelværelse. Der er det fineste lille værelse med sminkebord og kæmpe seng placeret mit i rummet. Jeg breder mit medbragte lagen ud på sengen, så sporene af spray tan ikke sætter sig. Så sætter jeg mig. Og rejser mig. Og går lidt rundt. Jeg kan ikke rigtig være i min egen krop. Muligvis fordi jeg i løbet af dagen har indtaget 1 glas nutella, honning, peanutbutter og 3 pakker riskiks for at have tilstrækkelig energi til det dødløft, jeg skulle udføre. Den energi må gerne gå væk nu. Min hjerne sover, men min krop fiser rundt. Det er svært at sætte ord på hvad jeg føler. Først og fremmest kæmpe sejr, men også sørgmodighed over at det hele er slut på så kort tid. Den sidste uge op til konkurrencen ønsker jeg bare skal gå hurtigt, men nu hvor det er slut fortryder jeg lidt al det brok, jeg udsatte mig selv (og andre) for. Jeg venter lidt på at det der berømte ædeflip skal ramme mig, men det sker bare ikke rigtig. Jeg har ikke snakket om andet end snøfler den sidste måned, og på trods af at det normalt ikke er noget, jeg vil spise, så er det altså det eneste, jeg har haft lyst til. Nu står de lige foran mig og ser lige pludselig slet ikke så tiltrækkende ud mere. Så de ryger ud. Jeg ser på mig selv i spejlet over make-up bordet. Mit hår stadig opsat og stort af de store mængder hårspray. Make up og spray tan er der stadig, og af en eller anden grund kan jeg ikke få mig selv til at gå i bad. Jeg ser mildest talt forfærdelig ud. Spray tan er fuldstændig ujævn, mine øjne er blodsprængte. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at gå i bad. Så er det først for alvor slut. Jeg tager et par billeder og går i bad. Badekarret bliver hurtigt fuldstændig brunt og jeg står der i 20 minutter før jeg ikke smitter af mere. Da jeg igen kigger mig selv i spejlet for nummer 1000 gang, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det da godt nok er fra den ene yderlighed til den anden. For 10 minutter minutter siden var jeg på scenen som var power fitness atlet. Nu er jeg virkelig bleg. Eller normalfarvet. Og VIRKELIG sulten.

 

Den sidste uge op til konkurrencen har jeg gjort mig mange tanker om hvordan jeg skulle håndtere det hele efter konkurrencen. Jeg er blevet enig med mig slev om at jeg må spise lige så store mængder, jeg har lyst til. Så længe det er sund mad. Desværre er det så bare ikke sund mad, jeg har lyst til. Jeg har mest lyst til en kæmpe is, men jeg befinder mig altså i Randers kl 01.30 om natten, og her er 7-eleven altså ikke døgnåben. Jeg får øje på den goodie-bag, vi har fået og tænker: ”pisse fedt, lur mig om de ikke har proppet noget lækkert mad derned”. Da jeg lettere desperat hælder tasken ud på gulvet ryger der, som forventet, en masse mad ud. Riskiks, grød med æble og græskarkerner, omega 3 piller. Jeg taler sjældent med mig selv, men lige der udbryder jeg med det samme: ”riskiks, are you fucking kidding me”. Jeg kyler i protest pakken ud og går i seng. Jeg kigger på uret. 03.30. Jeg ser på Facebook og det vælter ind med beskeder og kommentarer på billeder, jeg har lagt op i løbet af dagen. Det passer mig rigtig fint, at jeg kan sidde og beskæftige mig det. Det er en måde at holde en lille smule fat i den dag, jeg har kæmpet for i så lang tid. Min mave rumler, og jeg har først aftalt at spise morgenmad de andre kl 8.30. Der er et reklamebanner på min skærm for justeat, og jeg får hurtigt klikket ind på det. Der er én ”restaurant” i Randers, der har åben kl 4. I et forsøg på at overholde min aftale med mig selv spise så meget, jeg har lyst til, så længe det stadig er sundt, vælger jeg at bestille en salat. Jeg mindes at jeg i et afsnit af De Unge Mødre engang hørte en af mødrene proklamere at de ofte fik grøntsager i form af pomfritter. Så for lige at holde den sunde stil bestilte jeg en stor bakke kartofler. pomfritter om man vil.. Jaja, man kan jo selv definere sin sundhed nu om dage. Og på givent tidspunkt blev pommes frites altså godtaget som grøntsag 😀

Ville ønske, jeg havde været en flue på væggen, da leveringen kom. Langt inden jeg overhovedet havde fumlet mit dankort frem, havde jeg flået posen ud af hånden på ham, og var allerede smurt ind i salatmayonnaise. Der gik ikke mange minutter før jeg var færdig med at spise. Mæt var jeg dog langt fra. Jeg havde stadig ikke sovet og klokken var nu 6 om morgenen. 2,5 time til vi skulle ned og spise morgenmad. Sjældent har jeg været så rastløs. Jeg gik i bad igen og fik skyllet resterende spray tan og hårlak ud. Og så kunne jeg altså heller ikke vente mere. Jeg gik ned i receptionen og til mit store held sad min træningspartner og hans kæreste der, fordi de skulle tidligere hjem. Så jeg bestilte en morgenmadstallerken sammen med dem. En time efter fortsatte jeg direkte ind i brunch-buffeten, først alene, derefter tog jeg en runde med de andre. Jeg har aldrig gået rundt om et bord så mange gange. Tjeneren spurgte ind til om jeg ledte efter noget specielt. ”Ja, kan jeg få et fad, i stedet for den her tøsetallerken??” – brunchen var i hvert fald min største større udfordring. For hvad måtte jeg spise? I princippet det hele, men det virkede bare dybt åndssvagt at proppe alt muligt lort ind i kroppen, som jeg jo godt vidste, jeg ikke ville få det godt af.

Da jeg endelig var hjemme i København senere på eftermiddagen sad jeg med samme tomme øv-følelse. Jeg havde ikke sovet i snart halvandet døgn, men søvn var altså ikke på prioriteringslisten. Jeg nærmest løb ned i supermarkedet is. Uden sukker. Stadig healthy-kind-of-type-you-know…

Jeg havde åbnet pakken inden jeg overhovedet var kommet op til kassen. Ligesom når man som lille fik lov at spise mælkesnitten imens mor handlede og derefter scannede papiret ind. Det var direkte pinligt. Med en cookie i den ene hånd og en is i den anden købte jeg en grillkylling med salat og en bøtte frozen yoghurt. Efter 3 måneder med kylling grøntsager var det stadig det eneste, jeg havde lyst til at spise. Nu i en opgraderet udgave.

 

Inde i mit hoved, havde jeg planlagt at starte dagen efter. 2 dage efter konkurrencen. Nu havde jeg jo holdt en stor spisedag søndag, så måtte det også være det. Så om mandagen mødte jeg op på mit arbejde for at fortsætte min træning. Mit hoved prøvede at overbevise mig om, at nu havde jeg jo en masse energi at fyre af, og jeg nu kunne give den gas. Jeg satte dette hele op, og tog første opvarmningssæt i en squat. Jeg stod med en 20 kg stang på ryggen og kunne knap presse den op. 2 uger forinden havde jeg uden større problemer klaret 75 kg, så jeg kunne slet ikke forstod hvad fanden, der lige foregik. Jeg har brugt utallige af timer på at læse om efterforløbet efter en konkurrence. Og aldrig læste jeg nogen, der skrev at man bare skulle op på hesten og i gang med træningen igen. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg ikke er noget supermenneske. Nu havde jeg jo planlagt, at jeg skulle tilbage til træningen og den rigtige kost. Inderst inde vidste jeg jo godt at det eneste min krop havde brug for var næring og restitution. Men restituere altså… Er det ikke noget andre kan gøre? Den dag måtte jeg give op. Jeg gjorde det 3 gange i løbet af den uge. Vågnede op, tog træningstøj på, kørte ned i centret, stillede op, tog et sæt, tog hjem. Nederlag efter nederlag. Fanme ikke fedt. Til sidst accepterede jeg, at min krop altså ikke var klar. I stedet lagde jeg alt hvad der hed træning på hylden.

2 uger senere rejste jeg til Cypern med mine 2 veninder. Det kan måske lyde mærkeligt noget af det mest grænseoverskridende, jeg har gjort, var at bestille den ferie. Jeg vidste jo godt at min madvægt ikke var velkommen her. Det var på ingen måde muligt for mig at kontrollere min mad. For mig var ferien, det der fik mig tilbage på rette spor. Jeg er som person meget sort/hvid. Hvis man gør noget, så gør man det helhjertet. Ikke noget lala. Så jeg holdt ferie på fuld smadder.

De fleste bliver overraskede over hvor meget, jeg kan spise. Egentlig tror jeg, det er derfor, jeg bedst kunne lide at spise alene. Jeg var helt vildt bange for, at Rikke og Marie ville sige ”tror du ikke, du har fået nok nu?” og ventede måske hele tiden på den kom. Men nej, tværtimod, var de med til at overbevise mig om at jeg så helt normal ud og at jeg altså godt kunne give mig selv lov til at slappe af, efter at have arbejdet benhårdt i så mange måneder. Det var helt ubeskriveligt skønt endelig at være en del af fællesskabet. Jeg ved godt, at jeg som det supermenneske, jeg nu engang er, hårdnakket har påstået at man sagtens kan være på diæt og samtidig have et socialliv – det er der sikkert mange, der kan. Ærligt, er jeg ikke pisse god til det. Igen det der alt eller intet, der bider mig i røven. For mig var sociale sammenkomster mere en stressfaktor og pligt, hvor jeg skulle forsvare min madkasse fremfor at hygge mig. Og det har som sådan ikke noget med omverden at gøre, for egentlig var både mine venner og andre gode til at acceptere det. I bund og grund, var det nok mig, der ikke kunne. Jeg havde det bedst med at passe min træning og se folk fra træningscentret. Jeg vil vove at påstå, at det også har noget at gøre med, at det var første gang, jeg stillede op. Jeg anede ikke hvordan min krop ville reagere. Derfor var kontrollen vigtig for mig. Det værst tænkelige scenarie for mig ville være at stå på en scene og vide, jeg kunne have gjort det bedre.

For mig var diæten derfor ikke en sur pligt. Det var et bevidst valg, jeg havde taget for at nå et mål, jeg havde sat mig. Der var ingen, der havde pålagt mig, at stille op i en MEGET lille og meget skinnende bikini i 14 centimeter stilletter og vise min krop frem. Og selvom, jeg da til tider, godt kunne kommentere, at det var pisse hårdt, så pakkede jeg altså selvmedlidenheden væk. Det var bare anderledes prioriteter og aktiviteter end jeg var vant til. I stedet for at være ude lørdag aften, kunne jeg uden problemer bruge flere timer på fællestræning, for derefter at smide mig hjem på sofaen og vågne veludhvilet op søndag morgen.  Og det var da den fedeste følelse. Sjældent har jeg fået så meget ud af mine weekender og det var fedt, at føle jeg virkelig gjorde noget 100%.

Tilbage på ferien fortsatte jeg i stor stil med at nyde at være sammen med mine veninder, nyde mad, næsten uden dårlig samvittighed og mærke energien komme tilbage. Det var også her at lysten til træne kom igen. Efter mange timer ved stranden begyndte jeg om eftermiddagen at blive rastløs og kunne godt mærke, at jeg begyndte at mangle de endorfiner og den glæde, jeg får af træning. Så kreativiteten blev sat lidt på prøve, og stod på en hel masse interval- og cirkeltræning. Det virker måske åndssvagt at løbe rundt i 40 graders varme, men det var præcis det, jeg havde brug for. Der var ingen PR, der skulle slås eller et bestemt antal kg, der skulle løftes. Jeg skulle bare bære min egen krop og kunne stoppe, så snart, jeg ikke kunne mere. Det var formentlig på dette tidspunkt, 3 uger efter konkurrencen, jeg begyndte at komme tilbage til mig selv. Det var også her, det virkelig gik op for mig, hvor meget det betyder for mig, at spise og leve sundt. Jeg oplvede et ret fint eksempel på hvad rigtig og forkert kost gør for mig.

Eksempel:

Onsdag: Her havde jeg lavet en virkelig hård cirkeltræning. Jeg løb intervaller op ad en stejl bakke ved hotellet 10 gange og afsluttede derefter med 30 minutters cirkeltræning bestående af burpees, mountain climbers, push ups, jump squat og englehop. Jeg havde i løbet af dagen spist nogenlunde hvad jeg plejer. Æg, grøntsager, kød. Jeg lagde gladelig billeder op på instagram, hvor jeg stolt viste min krop frem, hashtaggede med diverse  #offseason #postcompetition #fitness, #blablabla, på trods af at den langt fra lignede den krop, jeg stod med på scenen. Jeg følte mig virkelig ovenpå og tilpas i min egen krop. Alene af den grund, at jeg havde behandlet den godt. Spist sund og været aktiv.

 

Torsdag: Efterfølgende dag tog vi ind og så hovedstaden. Det var bagende varmt og vi gik en del rundt. Planen var både at se den tyrkiske og græske del af byen samt klare en smule shopping. Og jo, man kan sagtens shoppe 40 graders varme. Vi satte os på en café og fik en sen frokost, og der var mit blodsukker altså faldet på fuld smadder. På trods af at have bestilt salat og i øvrigt frabedt pomfritter, kastede jeg mig over mine veninders. Min samvittighed var i hvert fald ren, jeg havde sgu ikke bestilt det lort, så jeg kunne godt pudse min glorie. Det tæller jo ikke hvis det er andres kalorier.

Mine mave pustede øjeblikkeligt op som en ballon, og i takt med at min krop bare svulmede op, dalede selvværdet. Efter frokosten, skulle vi ud og shoppe. Værste ide. Nogensinde. Jeg havde ikke købt tøj i evigheder. Alene af den grund at jeg ikke gad stå med en masse tøj, jeg ikke kunne passe efter konkurrencen. Det ville simpelthen være for stort et nederlag, at stå med en masse helt nyt tøj, som jeg bare ville vokse ud af. Så da jeg kom ind i Zara, blev jeg fuldstændig hylet ud af den. De fleste piger kan nok nikke genkende til at det ikke umiddelbart er nogen større udfordring, at finde noget man har lyst til at eje i Zara. Men jeg var helt lost. Jeg anede ikke hvilken størrelse jeg brugte. For blot 3 uger siden, var jeg en størrelse xs. Nu anede jeg ikke hvad jeg var. Jeg følte mig som en large. Da jeg endelig fik samlet en masse sammen og kom ind i prøverummet var der ingenting, der passede. Og det var nok første gang jeg brød grædende sammen. Jeg tror godt Rikke og Marie opfangede det, for der gik ikke lang tid, før de foreslog, at vi droppede shoppingen. Sjældent har jeg haft det så skidt med mig selv. Jeg stod bare med min ballonmave og kunne se min krop fra alle upassende vinkler.

Og det var virkelig en øjenåbner. Blot 12 timer forinden lagde jeg billeder op i verdens mindste hotpants. Nu brød jeg sammen over selv samme krop.

Efterfølgende dag vendte jeg tilbage til at spise det som jeg vidste min krop bedst kunne arbejde med. Og endnu engang var jeg helt tilpas i min krop.

Da jeg kom hjem fra ferien var jeg klar til at komme i gang igen. Jeg savnede min træning og tror aldrig, jeg er kommet så hurtigt ud af døren. Nu kunne jeg endelig mærke energien var tilbage. Jeg begyndte så småt at droppe idéen om at alt skulle være så sort/hvidt. Jeg gav mig selv lov til at nyde og tage ud og spise uden dårlig samvittighed og så sætte pris på den energi, jeg fik af træning. Og det er sådan set her jeg er nu. Ca 1,5 måned efter konkurrencen har jeg fået styrken tilbage. Lesson learned må være at sundhed virkelig sidder i hovedet. Hvis jeg har haft en dag med udelukkende skidt næring, vil jeg helst bare iføre mig et kæmpe telt. De dage, hvor jeg har spist sundt ifører jeg mig gladelig verdens mindste træningsshorts. Så er det show it to the world. Ærligt, så elskede jeg virkelig den krop, jeg havde på scenen. Jeg synes det var smukt at se den tydelige muskulatur, sener og blodårer. Men det der med at prøve at holde fast i den krop, kan man godt glemme. Man ved jo godt, det er urealistisk, så det er sgu dumt, at rende rundt og stresse over, at markeringerne dag for dag forsvinder. For, sorry to say, det gør de altså.

For mig var det sværeste sådan set ikke at skulle acceptere hvordan min krop så ud. Det var omverden, jeg frygtede. Gud, hvor jeg dog synes det er irriterende, når folk spørger om de må se min sixpack, og jeg dertil må svare, at den har jeg altså spist væk. Den værste var nok på ferien. Efter at have forklaret en lokal på hotellet at jeg netop havde været op i en fitness/bodybuilding konkurrence og han dertil udbryder: ”Men hvis du er bodybuilder, hvor har du så så meget fedt på kroppen?” Slam. Og jeg troede jeg var dårlig til at tænke før jeg taler. Egentlig var det det, der fik mig til at være ligeglad med andres mening. Rigtig mange forventer, at man står i sceneform året rundt. De fleste har ingen idé om hvor hårdt arbejde, det kræver at stå i en konkurrenceform. Derfor bliver det hurtigt trættende, når man konstant skal forklare at konkurrencekroppen kun er der i meget kort tid. Og jeg kan da også godt forstå, at nogen synes det er underligt, at se én, når de har set billeder på Facebook, hvor man står fuldstændig stylet, sprayet og i øvrigt er tømt for alt, der hedder fedt og væske. Og så møder de en halvbleg (nu krebserød – Post Cypern) pige med æblekinder. Total skuffelse. Nej, spøg til side.

Jeg må blankt erkende, at jeg stadig er ret selvkritisk, hvad angår min krop. For ja, det er svært at se sin krop ændre sig så radikalt på så kort tid. Da jeg kom hjem fra ferie 1. marts 2014 vejede jeg 63 kg. Der startede jeg min diæt. 14. Juni lå jeg på 51,6. I går blev jeg målt og vejet til 57 kg med en fedt% på 14. Derfor er det på ikke underligt, at hovedet lige skal have tid til at kunne følge med. Hjernen ved aldrig helt, hvad det er, der venter den i spejlet. Jeg er glad for at være sluppet ud på den anden side i god behold. Det kan jeg takke båd mig selv, mine venner og min dygtige træner for. Mit bedste råd jeg kan give er at glæde dig over den krop du har. Sæt pris på de store mængder energi, du får. Og så er det jo mega fedt, at se musklerne igen vokser. Mine lårmuskler er i hvert fald tilbage. Og det er sgu smukt. Det har taget en måneds tid, hvor jeg lige skulle acceptere omstændighederne. Det har været en hård omgang. Diæten var hård. Efterforløbet var hårdere. Om det var det hele værd? Fuldstændig. Det var den vildeste, fedeste udfordring. Og ikke mindst virkelig lærerigt. Jeg håber at alle, der skal stille op i fremtiden får en ligeså god oplevelse. Til alle, der skal op til newcomers til september: giv den gas. Jeg beundrer og har stor respekt for alle, der gør det. Glæd jer! Det er en fantastisk oplevelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu er det jo ikke kæmpe erfaring, jeg har inden for fitness konkurrencer, men jeg har brugt meget tid og energi på at sætte mig ind i det psykiske aspekt og hvordan man bedst muligt håndterer eftertiden. Det kan være at i kan bruge følgende råd til noget. De har i hvert fald hjulpet mig:

1. Nyd tiden på diæt: Virkelig tarveligt at melde ud, når så mange kæmper med diæter lige nu. Det er pisse hårdt, men prøv at fokusere på, hvor fedt det er, at være så viljestærk. På trods af uendelig modstand fra omverden, kan du fryde dig over at have en styrke af stål. Der var på et tidspunkt en, der beklagede sig over, jeg ikke kunne tage en bytur. Jeg sagde til vedkommende: ”Jeg har sat mig et mål, som jeg personligt gerne vil opnå. Det kræver fuldt fokus fra min side. Og jeg vil gerne gennemføre helhjertet. Hvor mange gange i dit liv, kan du sige, du har gjort noget hvor du har været 100% dedikeret til dit mål?” Det lyder måske hårdt, men om ikke andet fik han svaret tilbage, at han da synes det var sejt, jeg var så målrettet. Man må gerne sige fra engang imellem.
2. Forklar hvorfor du gør det: For mange er det en svær sport at sætte sig ind fordi det i så høj grad handler om udseende. Jeg var ret opmærksom på at gøre det klart, at det altså ikke var fordi, jeg ønskede permanent, at stå i konkurrenceform. Man har den ca. en uge, så hvis det er eneste formål, så skal man måske lige gennemtænke det en ekstra gang. For mig hjalp det meget at forklare at det var et personligt mål for at lære mig selv, min krop g psyke, at kende. Og at det i øvrigt er en mega fed udfordring.
3. Vælg dine kampe: Det er åbenbart helt i orden frit at kommentere på andres vægt, når den ligger i den lave ende. Det problem, har jeg aldrig haft, men hold op hvor var det irriterende. Dagligt, var der lige én, der skulle sige: ”Nu skal du jo heller ikke tabe dig mere”. Hvor konstruktivt er det, når de jo godt ved, at det skal jeg. Du siger jo heller ikke til en, der skal løbe marathon at de ikke skal løbe for stærkt, så de får skader.. Gør op med dig selv om du har lyst til at tage kampen op og forklar vedkommende grunden hertil. Hvis du ikke lige føler for at forklare dig, så bare smil og lad det for gud skyld ikke ødelægge din dag.
4. Sig hvad du føler: Nogle ord rammer hårdere end andre. Og det er altså helt i orden at sige: ”Det gør mig ked af det..” Jeg fik en besked, hvor en meget tæt på mig, fortalte at jeg så forfærdelig ud og skulle stoppe. Jeg svarede tilbage at det gjorde mig rigtig ked af, at vedkommende ikke kunne støtte mig i mine valg, når hun jo kunne se at jeg var glad og lykkelig og i øvrigt pisse stolt over mit resultat. Tror hun blev lidt chokket fordi jeg som regel bare ville undskylde med: ”Når ja, det er måske lidt ekstremt, men det er jo bare meget kort tid, man står med lav fedt% og så skal jeg bare have en masse burger og is efterfølgende” Udelukkende for at forsikre andre om, at jeg nok skulle spise igen.
5. Gør dig tanker om efterløbet: For mig var diæten hård, men efterforløbet var hårdere. Der er et tomrum, der skal udfyldes. Sådan er det. En god idé for mig var at sætte et nyt mål, der ikke omhandlede æstetik. Jeg fik lavet et program, der gav mig mulighed for at udvikle styrke. Jeg satte forskellige PR, der skulle slås. På den måde blev jeg nødt til at fjerne fokus fra diæt og kost og i stedet fokusere på at få nok næring til at blive stærkere.
6. Giv dig selv fri: Lidt dobbeltmoralsk råd at give videre, når jeg nu overhovedet ikke selv lyttede til det. Men tag fri. Kroppen har brug for at restituere. Jeg havde lavet 2 max løft i dødløft til konkurrencen, og det krævede altså noget tid at komme ovenpå igen. Både efter diæt og løft. Og de fleste kender det nederlag, at gå hjem fra en rigtig skidt træning. Det kan nemt ødelægge hele dagen, Så er det bedre helt at lade vær.
7. Spis for din egen skyld: En fejl jeg begik, var at lave utallige brunch-, frokost- og middagsaftaler. Det var nærmest som folk stod i kø for at fede en op de første 2 uger. Og forventede at man bestilte den største burger på menuen. Jeg spiste mere for at gøre andre glade, og det var en fejl. Lyt til din krop. Er den kæmpe is noget, du spiser for din egen skyld eller for at tilfredsstille andre?
8. Brug dine nærmeste: Jeg kan godt lide at gøre tingene selv. Og det gjorde jeg meget i starten, fordi jeg følte alle var imod mit projekt. Største fejl. Dine familie og venner elsker dig jo, så i stedet for at lukke dem ude, så brug deres hjælp. Du ved jo også, du er der for dem, når de har brug for det. Så ring og spørg om, de har lyst til at gå en tur med dig, når blodsukkeret falder, eller du bare har brug for at snakke.
9. Lyt til din træner. Jeg har været heldig at have den bedst mulige træner. Både under diæten og efterfølgende. Lidt sent, at sige, du skal finde en træner, der deler din tilgang til tingene. Herman, gik meget op i, at jeg stod med en krop, der var så sund som muligt og samtidig var fysisk stærk. Det betød at jeg en uge inden konkurrencen stadig var i stand til at slå rekorder og faktisk havde holdt på muskelmassen. Dermed slap jeg også for at min forbrænding efterfølgende var fuldstændig i bund. Men hold fast på din træner efterfølgende, der har du ligeså meget brug for støtten som under diæten
10. Vær realistisk: Nu har vi fået på det rene at det er tæt på umuligt, at stå i konkurrenceform hele året. Jeg tog et billede et par uger inde i diæten. Der lå jeg på en vægt, hvor jeg var stærk, fyldt med energi og havde en fornuftig fedtprocent. På den måde har du et billede af, hvad der er normalt og sundt for dig. Jeg kiggede på billedet er par dage inden konkurrencen og tænkte: ”fandeme nej, sådan skal jeg ikke se ud” – det siger lidt om det syn man får på ens krop. Om ikke andet er jeg nu tilbage til at se ud som på billedet, jeg tog for godt 4 måneder siden. Ganske normalvægtig.
11. Nyd det! Når du står på scenen, så nyd det. Spotlyset, stylingen, stemningen. Det er helt fantastisk og hele rejsen værd.

Hej igen! Endnu et indlæg herfra. Håber det er til at følge med på trods af energiniveauet begynder at falde lidt.

Billederne her beskriver fint min hjerneaktivitet for tiden:

Delvis mad, delvis absolut ingenting.

 

 

 

Jeg blev spurgt om jeg ikke kunne skrive om hvordan det går med at træne op til konkurrencen.

Så her følger en status på hvordan det går indtil videre:

Jeg har pt været på diæt i 3 uger. Og det kan mærkes. Der er virkelig stor forskel på dagene. Sommetider er jeg fyldt med energi, andre gange er der en del humørsvingninger. Jeg fryser og tingene går en smule langsommere end normalt. Jeg lærer virkelig hvad det er, der fungerer for mig, og det er en kæmpe sidegevinst, at lære så meget om sig selv og sin krop. Jeg ved lige præcis hvad jeg skal spise om morgenen, for at stabilisere mit blodsukker resten af dagen, hvad jeg skal spise for at have mest muligt energi til træningen – og det kan jeg virkelig bruge fremadrettet.

Træningen går fantastisk og jeg kan mærke fremgang ved hvert træningspas – det var det jeg havde frygtet, jeg ville få virkelig svært ved, men med lidt planlægning, så rækker energien til det.

En af de helt store udfordringer er lige nu t-walken. Det ligger så langt fra min natur at skulle performe på den måde, og det har krævet virkelig mange timer, bare at lære at stå ret i stilletterne. Da bikinien kom i sidste uge kom det hele lige pludselig meget tæt på. For der er mildest talt ikke meget stof. Som om det ikke er grænseoverskridende nok at stå i stranden i en bikini – nu skal det lige gøres foran en hel sal i ført stilletter. Lidt ligesom frivilligt at melde sig til at gå til eksamen. Bortset fra at jeg glæder mig helt vildt!

 

 

Det er små ting som dette, der motiverer mig dagligt. Og ja, markeringen gik væk, da jeg havde drukket min morgenkaffe.. Til højre er jeg dagen før diætstart, hvor jeg mildest talt gav den rimelig meget gas

 

I første indlæg skrev jeg om, at jeg ville stille op i Body Fitness til newcomers 2014. Det har ændret sig lidt siden. Jeg valgte først at træne op til athletic fitness, da jeg på mange måder godt kunne lide at skulle præstere et stykke arbejde (et stykke arbejde er fanme en underdrivelse. Jeg kommer aldrig til at kunne lide pull ups, dips og roning igen..)

Lidt efter blev jeg så præsenteret for det nye forbund DNFF, der har en klasse kaldet Power Fitness. Her skal man udføre 1 dødløft (1RM) samt ro 500 m. Roning og dødløft er på ingen måde mine stærke sider, men det er super fedt, at udsætte sig selv for lidt nyt, i stedet for at hænge fast i vante trygge øvelser.

Samtidig er DNFF et nyt forbund, som jeg virkelig synes, har et rigtig fint værdisæt. DNFF står for Danish Natural Fitness Federation og kort fortalt er det et helt nyt forbund, der beskæftiger sig med naturlig fitness og body buildning (dvs. uden brug af steroider og doping). Der er stor fokus på at atleterne, der stiller op, giver et naturligt og opnåeligt billede af hvordan man kan opnå fantastiske resultater – helt naturligt.

Jeg tog derfor til Århus for at besøge Coach Henning Kristensen, der er stifteren af forbundet. Umiddelbart efter samtalen, var jeg sikker på at have taget det rigtige valg. Nu er jeg førstegangsdeltagende, så det er svært at give gode råd, når jeg ikke ved, hvad der venter mig. Dog synes jeg bestemt at alle, der stiller op i konkurrencer bør tage en eller anden form for coaching samtale. Man går rundt med så mange tanker, og alle atletsiderne på facebook, kan tit være mere stressende end motiverende. En af de første ting Henning spurgte ind til var ’hvorfor vil du det her’. Indrømmet, jeg kunne overhovedet ikke formulere et ordentligt svar. Jeg mener at få formuleret noget i stil med at, jeg gerne ville være med til at vise, at man kan stille op i en fitness konkurrence uden brug af ’hjælpermidler’. Selvom jeg ikke kom med et svar, der for mig var tilfredsstillende, gav det mig efterfølgende en masse stof til eftertanke.

Det er for mig personligt virkelig vigtigt, at jeg ved min krop er så sund så muligt indvendigt og derfor er det perfekt at jeg samtidig skal dødløfte og ro – for der er kroppen simpelthen nødt til at bruge gode næringsstoffer for at være i stand til at præstere. Jeg er ret opsat på at gennemføre diæten på den sundest mulige måde – jeg vil ikke have en diæt, der udelukkende handler om, at finde de madvarer, der indeholder færrest mulige kcal og dermed tager al det sunde fedt ud og fylde min krop med kunstige sødemidler. Selvom det kan være noget så hjerteskærende, at bruge 120 af mine dyrebare kcal på udo’s choice, er min krop og ikke mindst min hjerne nødt til at have noget fedt for at fungere.

Jeg kan så småt mærke at diæten begynder at sparke ind. Ikke i form af, at jeg går rundt og er sulten, men psykisk, der kan det virkelig mærkes. Der bliver delt et par møgfald ud i ny og næ og nogen dage er altså bare bedre end andre. Det er den vildeste rutsjebanetur. Den ene dag kører det bare, næste dag er man klar til at give op. Når man kommer igennem de dage føles det hver gang som en lille sejr, og det er virkelig her man kan mærke, at man bliver udfordret på det vildeste plan. Hvis jeg kunne give et råd, som jeg indtil videre har erfaret, så er det virkelig at tage det en dag ad gangen. I stedet for at lede efter lyset i tunnelen 9 uger fremme, så se hver dag som et delmål. Samtidig er det helt vildt motiverende nærmest dagligt at vågne op til nye resultater, og det giver virkelig en lyst til at kæmpe.

Man lærer noget om sig selv hver eneste dag. I går gik det op for mig, at jeg altså godt kunne pakke selvmedlidenheden væk. Dagligt oplever jeg en eller flere, der siger ’ej hvor er det synd, du ikke må spise noget’ eller ’det må godt nok være hårdt’. Hårdt, ja, synd, nej. Jeg skal virkelig huske mig selv på, at denne konkurrence er noget jeg gør for mig selv. Det er et valg, jeg har taget. Der på intet tidspunkt en, der har taget mad fra mig, eller pålagt mig at skulle træne intensivt. Det er udelukkende mig selv, og derfor kan jeg ikke bruge hverken medlidenhed ej heller selvmedlidenhed til noget.

Selvom jeg måske ikke kunne svare på daværende tidspunkt hos Henning hvorfor jeg lige ville det her, så har det i høj grad hjulpet mig til at reflektere over det, når jeg har en hård dag. Indtil videre er jeg kommet frem til, at jeg virkelig godt kan lide at stå op hver dag og have et mål. At have noget som giver min dag en mening, og gå i seng om aftenen og have gennemført – det motiverer mig. Så når jeg sommetider står og tænker på en stor burger, så hiver jeg lige det spørgsmål frem og husker tilbage på hvor umådeligt kedeligt, jeg syntes det var at træne bare for at holde mig i gang. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at hvis jeg skal have det optimale ud af min træning, så kræver det altså nogle målsætninger.

–          Linnea

Jeg får en del ’bestillinger’ og forespørgsler på såkaldte Thigh Gap for tiden. Primært unge piger er meget opsatte på, at dette mellemrum mellem benene er det er det ultimative bevis på den perfekte krop. Og hånden på hjertet, så er det sgu et demotiverende mål at være indehaver af. Ikke alene er det for mange fysisk umuligt, men for dem, der rent faktisk ville have en chance for at få det, ville det kræve en fedtprocent, der på ingen måde er optimal for en sund krop. Dengang jeg gik i de små klasser, var det helt fede (muligvis lidt forkert ordvalg), at have meget lange og meget tynde ben (tak til Spice Girls og de meget tynde supermodeller)– igen et ideal, der er lidt uopnåeligt for os, der er en smule kompakte og bare ikke bliver højere end 1.60. Men for fanden hvor jeg kæmpede på den Crosstrainer. Hvis der nu bare var en, der lige havde taget en snak med mig og fortalt, at benene ikke blev længere af, at strække dem virkelig meget ud. Eller hænge sig i en ribbe med hovedet nedad (ja, det gjorde jeg rent faktisk)… Heldigvis var Buffalos rimelig fede i 90’erne, så der vandt jeg et par cm. I hvert fald er der nu kommet nye boller på suppen. Skind og ben er skiftet ud med tonede muskler. Og det er jo i sig selv helt fantastisk, at der endelig er et skønhedsideal, der taler for, at kroppen skal være stærk og sund. Men nu skal vi jo heller ikke sidde og få det for godt med os selv – der skal altid være noget at stræbe efter. Hvis det da bare for fanden kunne være noget, der var realistisk.  Anyway, så har vi altså det her nye fænomen. Det såkaldte thigh gap, der ganske enkelt betyder, at lårene ikke rører hinanden, når vi står med samlede fødder. Hånden på hjertet – jeg bliver da også påvirket af billeder af piger med perfekte kroppe på Instagram, men fanme nej om jeg nogensinde gider bruge tid på et for mig uopnåeligt mål. Noget af det mest ærgerlige er næsten, at det er andre piger, der giver os mindreværdskomplekser – Det har vi sgu da nok med drenge til at sørge for?! Vi skal jo holde sammen. Som ansat i et fitness center, lægger jeg automatisk øre til en del samtaler. Og ja, det er ofte røv og patter, der bliver diskuteret og omtalt. Men har sgu aldrig hørt sætningen ”hold nu kæft et lækkert thigh gap”. Tror ikke størstedelen af drenge overhovedet ved hvad det er. Og det er der vel nok en grund til – det er bare ikke noget der er attraktivt. Dermed ikke sagt, at det er grimt at have mellemrum mellem benene. Det er bare super ligegyldigt om det er tilstede eller ej. Det skal sådan set heller ikke handle om, hvorvidt drenge synes det er lækkert eller ej. For igen. Det er super ligegyldigt. Det jeg vil med dette indlæg er nemlig at vise hvorfor det for nogen er uopnåeligt, så vi i stedet kan sigte efter et mål, som vi rent faktisk kan opnå.

Here goes: røngtenbillederne her viser to forskellige hofteskåle. På første billedet ser vi en bred hofteskål (lige for god ordens skyld er en bred hofteskål altså ikke lig med brede hofte og fyldig bagdel). Resultatet af en bred hofteskål er at femur, som er vores store lårbensknogler, vil sidde længere væk fra hinanden. Derfor vil et mellemrum mellem benene være mere sandsynligt end billede 2, der viser en smal hofteskål, hvor benene sidder tættere på hinanden.

Det er bare en af grundene til at et thigh gap kan forekomme. Bækkenets hældning, svajet ryg osv, kan også have indflydelse på det. Derudover afhænger det også af, hvor vi oplagrer fedtet henne. Og for kvinder, inklusiv undertegnede, ja, så er det tit og ofte på inderlårene. Personligt er mit fedt smækket lige i ansigtet på mig, nærmere kinderne, og derudover på triceps og inderlår. Og det er stort set lige meget hvad vægten står på – det sidder rigtig godt fast, på lige de 3 steder. Og sådan er det. Find din fordele, gør dem endnu bedre i stedet for at bruge din træning på adduktor øvelser (indelårsmaskinen), som jeg i øvrigt også lige føler trang til at kommentere på, nu jeg alligevel er i gang. For hold nu op, hvor ser jeg mange, der sidder i den med det helt forkerte formål. RIGTIG mange bruger den til at gøre inderlårene mindre. Hvilket er ulogisk. Som bekendt, øger styrketræning muskelmassen, hvilket i princippet vil sige at vi øger størrelsen på inderlårene ved at bruge denne maskine (dette er en smule overdrevet beskrivelse, da indelårsmusklerne, der består af adduktor brevis, longus, magnus og gracilis ikke er synderligt synligt, medmindre fedtprocenten er helt i bund, og vi derfor i realiteten nok ikke kan se den store forskel). Så med en smule logik og baggrundsviden, kan vi altså tænke os til, at træning af indelårsmuskulatur altså ikke giver os tynde ben. Fuldstændig ligesom vi ikke ser drengene lave biceps curl, fordi de vil have deres overarme mindreJ

Konklusionen må derfor være:  vær den bedste udgave af dig selv. Drop de urealistiske mål, arbejd på det, du ved kan blive bedre. Brug billeder og sociale medier som inspiration og motivation (men lad vær med at sammenligne dig selv med dem på billederne) – og så SQUAT FOR FA’N! – Det træner hele lortet 😉

– Linnea

Man kan ikke rigtig komme udenom emnet for tiden. Den ene kosttrend efter den anden hærger dameblade, blogs og sociale medier.

Som oftest starter tankemylderet i en samtale med min søde træningsmakker Amelia. På vej hjem fra træning i dag faldt samtalen (som den meget ofte gør) på kost. Ikke så underligt, for det er et sindssygt spændende emne med mange aspekter. De fleste har en mening om det og de fleste tøver ikke med at komme med deres synspunkt. Inklusiv mig selv. Personligt er jeg super god til at pådutte andre mine meninger. Og det skal på ingen forstås som om, jeg har lyst til at tvinge andre til at følge samme ”diæt” som jeg gør. Ofte er det i bedste tro, at jeg videregiver mine egne resultater og meninger. Simpelthen fordi det virker for mig. Spørgsmålet er bare om andre får noget ud af det? For helt ærligt, så bliver man sgu hurtigt snæversynet, når man har fundet sin egen ’kostreligion’. Det er nærmest en fornærmelse, når andre rakker ned på ens metode. Men hvorfor er det, vi har en evig trang til at få andre til at spise det samme som os selv. Er det af et godt hjerte, når vi beretter om vores egen metode, der i øvrigt er eneste vej frem? Eller er det i søgen på anerkendelse?

Når jeg tænker over det, er jeg selv meget let påvirkelig, når jeg får leveret viden. Specielt hvis der er en eller anden form for evidens i det. Og med alle de forskellige retninger, der er at finde for tiden, bliver det hurtigt svært at finde hoved og hale i det hele. Fælles for de mange kosttrends (5:2, LCHF, kalorietælling, mindful spisning, blodtype, palæo, raw, 80/20 etc) er at de hver især udelukker et eller andet. Jeg arbejder til dagligt i et fitnesscenter, hvor der gladeligt bliver delt ud af meninger og synspunkter, hver dag. Og det er helt vildt spændende og inspirerende, at høre historien om kvinden, der har smidt 20 kg ved blot at skære sukker ud af kosten, eller manden, der lige pludselig har øget muskelmassen, ved at gå på hardcore proteinkur. Den fejl jeg laver (og som flere sikkert kender til) er at jeg tænker ”genialt, det skal jeg da også”. Men for hver historie, følger en ny metode, og hvis jeg skal følge dem alle sammen, er der meget at holde styr på. Lige pludselig stod jeg i supermarkedet og tænkte: ”Hvad fanden må jeg egentlig spise?” Gluten og sukker spiser jeg ikke, frugt er no-go, GI-tallet i gulerødder er højt, så den gik heller ikke, men det skulle være sundt at få noget fedt? Super! Fløde er fedt, men jeg må jo heller ikke få mælkeprodukter. Kulhydrater blev jeg jo oppustet og tyk af. Så var det vist sundt at spise det der raw food, hvor jeg ikke må varme min mad, så der røg min kylling.. Jeg kunne jo starte med at købe nogle tomater… Men det var jo ikke så godt for min blodtype (jaja, ovenstående er en overdrivelse, men som i ved fremmer  detforståelsen 😀 ). Og sådan fortsatte det. Puhh. Blev i ligeså forvirrede over at læse ovenstående, som det var at skrive? Velkommen i klubben. Jeg gik hjem med 10 dåser torskerogn, hvilket sikkert heller ikke er i orden. Resultatet blev at jeg nu har fået en vabel på fingeren af at åbne torskerognsdåser, så det holder ikke i længden.

Det er netop gået op for mig, at jeg ikke bare lytter til alle råd og meninger, jeg får fra mine omgivelser. Jeg har taget det hele fuldstændig til mig. Jeg har prøvet forskellige livsstile indenfor kost, men hvorfor pådutte mig selv andres metoder, når jeg nu har kostplan, der er udarbejdet præcist til mig og mine behov, som jeg ved virker (når jeg altså følger den og ikke laver egen fortolkning). Den giver min krop præcis de næringsstoffer, den skal bruge, så jeg fungerer optimalt i min hverdag.  

Et lidt langt indlæg til en pointe, der egentlig er rimelig simpel: Hvis du har fundet metoden, der virker for dig, og gør dig glad, så er du nok på rette vej. Det er helt fint at dele meninger og erfaringer, men jeg tror det er vigtigt at huske på, at det der virker for dig, måske ikke er vejen frem for andre. Så vær åben for ny viden, men vær kritisk for hvilke råd du tager til dig, og hvilke der skal sorteres fra J

– Linnea

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er svært glad for julen. Når alle andre brokker sig over julereklamerne i oktober, sidder jeg gerne i min julepyjamas og lytter til julemusik. ”Desværre” er en stor del af julen (for mange) også lig med en masse arrangementer med tilhørende fed mad, konfekt, gløgg osv. Ofte er der tendens til at man i december tillader sig at spise uanede mængder af mad, fordi et nyt år er lige om hjørnet, og man kan starte på en frisk lige om lidt. Selvfølgelig skal der være plads til hygge, men hvorfor centrere det over så kort tid. Det kommer rigtig hurtigt til at gælde om at hamstre så meget mad som muligt. Og når det så bliver 1. januar. Eller d. 2.. Så skal vi til at kæmpe endnu hårdere for de gennemsnitlige 2-5 kg. Det er altså en del kcal, der skal cuttes og forbrændes. Hvorfor starte på en frisk med et dårligt udgangspunkt, når vi nu kan starte året med overskud og i god form? Personligt er jeg også en af dem, der forbinder julehygge med mad, men fanme nej om jeg vil være en af dem, der ’starter på mandag’ eller skal skrive ’tabe mig 5 kg’ under mine nytårsfortsæt.

De fleste, der arbejder, eller bare befinder sig dagligt i et fitnesscenter kan godt mærke at antallet af besøgende stiger pr. 1. november. Så har man nemlig lige en måned til at komme i form, inden ædegildet starter. Flere og flere laver væddemål med sig om at afholde sig for sukker hele november for derved at ’udligne’ i december. Og når kalenderen så viser 1. december, så får den hele armen og mere til.

Igen d. 2. januar kommer næste indrykning af nytårsfortsætter, der nu skal i form. Det holder ca. til marts/april. Mange vil gerne tabe 10 kg og det må desuden meget gerne være på 1 måned. Når den måned så er gået, og man har levet på kcal underskud og overdreven motion uden synderlige resultater, så dør motivationen altså.

Rigtig mange stresser rundt i julen med tusind arrangementer, de følger sig forpligtede til at deltage i, og det er sgu et eller andet sted ærgerligt at vi aldrig rigtig når at nyde julen.

Min udfordring i år har været at deltage i de arrangementer, jeg virkelig har haft lysten til at deltage i. Og det har været en kæmpe lettelse for en gang skyld at sige fra. Der er så mange, der bliver energiforladte og opgivende med alt det de skal nå. I år stedet har jeg spist middag lavet klippe/klistre med mine dejlige venner og hold mig fra den forbandede pebernøddekrukke, der dagligt står LIGE foran mig. Mega tarveligt 😀

For mig er det rigtig vigtigt at omgive mig med mennesker, der forstår at jeg har en kostplan, jeg følger. Og hvis ikke forstår, så i hvert fald respekterer, at jeg enten har min egen mad med eller holder mig fra de søde sager. Mange bliver fornærmede over, hvis man ikke smager på de ting, de har stået og bagt – det lyder måske lidt hårdt, men jeg har ikke bedt nogen om at bage noget til mig, og jeg er sikker på, at vedkommende får mere ud af, at dele ud til nogen, der sætter pris på det. Vi skal lære at vælge for os selv, og ikke spise fordi andre gør det. Omvendt vil jeg også mægtig gerne ha’ at folk respekterer at jeg ikke spiser usunde sager bare fordi de gør – man skal gøre hvad man har lyst til, og hvis jeg en dag føler for at udrydde en pakke nougat, så har jeg ikke brug for at andre skal spise det samme, så jeg kan retfærdiggøre mig selv. Mit råd er: Husk at mærke efter. Spis for din egen skyld, IKKE for andres.

Det jeg egentlig ville nå frem til er at det hele handler om balance. I december propper vi os med julemad for igen at smide dem i januar. Så kæmper vi på fuld smadder indtil motivationen daler. Efter påskefrokosterne skal vi i bikini form. Tit starter vi alt for sent og lige pludselig er der 14 dage til at man skal stå i en bikini, og maden for december sidder gudhjælpemig stadig fast?! Så kommer de sene aftener med en masse rosé og is, og det kan jo egentlig være lige meget, for nu er det snart vinter, og så skal vi alligevel overdækkes med tykke trøjer.

Nu skal jeg ikke stå og pudse min glorie, for jeg skal være den første til at indrømme, at min venlige sjæl, til julefrokosten med kollegerne, var den der hjalp alle med at spise deres ris á la mande op. I stedet for at undgå sukker en måned forinden eller faste en uge før kan man med fordel cutte et par hundreder kcal ud af sin kost ugen op til. Og så går det hele nok op 🙂

Mit nytårsfortsæt må dermed blive at jeg vil være i form året rundt. Alt med måde.

– Linnea