Hvis der noget, der kan gøre mig snotforvirret, så er det når samtalen falder på kost. Alle har hver deres mening og det dermed er total umuligt, at finde et endegyldigt svar på hvad der er rigtigt og forkert. Det er til tider frustrerende, men også det, der gør hele denne verden så spændende, at beskæftige sig med. Det er ikke ligesom matematik, hvor der er ét facit (har prøvet at diskutere mig ud af en andengradsligning, uden held, selvfølgelig)

Basically: det der virker for den ene er total ubrugeligt for den anden vice versa.

For lige at gøre forvirringen total, er det lige gået op for mig at jeg selv har utallige meninger, der går i hver sin retning. Den ene dag vågner jeg op og følger min kostplan til punkt og prikke, og den næste står jeg og retfærdiggør at der jo er en masse gode antioxidanter i mørk chokolade. Vores omgivelser påvirker os ekstremt, og når jeg engang imellem læser artikler, blogindlægs etc. Hvor man møder en person, der er i total balance med sig selv, tænker jeg ofte at det må være virkelig fedt, at have sådan et forhold til mad. Det er ikke fordi min kost er usund, men mit forhold til kost kan til tider være det. Vi er jo alle nødt til at mærke efter, hvordan vi føler os sundest, og der synes jeg at, jeg langt hen ad vejen, har lært at mærke efter. Også når det nogle gange bliver en tand for fanatisk. For mig har det ofte været en stressfaktor, at sidde på en restaurant uden at vide hvad der er i maden og hvad den vejer. Men det er så her, at min personlige udfordring ligger i at sige til mig selv, at det sgu er helt okay, at tage ud og spise en middag med min kæreste uden at skulle slå mig selv i hovedet.

Der bliver tit stillet spørgsmålstegn ved hvorfor, jeg forbyder mig selv at spise et stykke kage. Og som sådan er det ikke noget, jeg forbyder mig selv. Selvom jeg godt kan have lyst at fortære et kæmpe stykke chokoladekage, så er det for mig bare ikke det værd, at sidde timer efter med dunkende hovedpine. Så vil jeg hellere sidde med mine gulerodsstave og mandler. Det kan godt være at det i øjeblikket ikke er pisse fedt, men så har jeg det til gengæld super resten af dagen. Jeg tænker ofte at jeg i kagen får 2 minutters nydelse, men ved ikke at spise den, har jeg det meget bedre resten af dagen. Og ja, nogle gange falder man i. Og man skal aldrig gøre noget halvt, så når jeg falder i, så er det helhjertet på fuld smadder.

(Har lige brug for at tilføje dette efter selv at have læst indlægget: Correct me if i’m wrong, men jeg synes, at der for tiden er en stor tendens til at rakke ned på folk i fitness verden fordi de har et usundt forhold til mad. Og jeg bliver sgu lidt træt af hele tiden, at skulle være en stor undskyldning for mig selv, fordi jeg er fanatisk. Fanatisk er sgu ikke en ord, der beskriver mig.. Det er et ord andre har påduttet mig. Jeg kalder det dedikation til det jeg beskæftiger mig med)

Den anden dag, talte jeg med min søde træningsmakker Amelia, og endnu engang faldt snakken på kost. Vi talte om den ”stopklods”, der fortæller dig: ”Nu har jeg egentlig ikke lyst til mere kage”. Den stopklods som hverken Amelia eller jeg selv er indehaver af. Jeg tænker på, hvordan man tillærer sig selv sunde kostvaner. Hvordan tillærer man sig selv evnen til at mærke efter om man VIRKELIG har brug for mad, eller om maven bare keder sig lidt?

Som rigtig mange andre følger jeg en kostplan. Og ja, jeg vejer min mad. Hver eneste dag. Og hver eneste dag, skal jeg forsvare over for andre, hvorfor jeg, igen, vejer de 10 mandler som jeg egentlig godt ved vejer 12 g. Jeg bliver dagligt spurgt om det ikke stresser mig helt vildt. I virkeligheden tror jeg egentlig at det stresser andre mere. For mig er det bare blevet en vane, at inden jeg putter min mad i en bøtte, kommer det en tur på vægten. For nogle lyder det fuldstændig freaky og uoverskueligt, men hvis det giver mig ro, kan det så ikke være fuldstændig ligegyldigt om andre synes det er total stupidt?

Men hvorfor er det så at jeg krummer tæer, hver gang folk spørger ind til det? Det ville da være super fedt, at have total selvkontrol, og spise når man var sulten og mærke; nu er jeg altså mæt.

Som skrevet i tidligere indlæg kæmpede jeg i gymnasiet med min vægt, og da jeg fandt ud af at jeg kunne tabe mig, uden at sulte, blot ved at styre mit kalorieindtag, var det jo en kæmpe lettelse, at erfare, at en slank krop ikke er lig med kronisk sult.

Det med at sundhed kommer indefra er jeg helt nede med. For mig betyder det bare, at jeg for at føle psykisk velvære, har det godt med mit ydre. Det er måske overfladisk, men det er individuelt, hvordan vi føler os sundest. Lige for tiden føler jeg, at jeg er den bedst mulige udgave af mig selv. Imens jeg egentlig bare skal opbygge muskelmasse og blive stærkere til konkurrencen, har jeg en kostplan, der giver mig muligheden for at spise sundt og få de næringsstoffer min krop har brug for, så jeg har mest muligt energi og udvikler min styrke. Det er fantastisk!

Lige nu gør det mig ikke helt det store, hvis jeg falder i nogle gange indtil jeg frem mod konkurrencen, skal på diæt engang til sommer. Så lige nu ligger fokus på, at få mest muligt næring til min krop, så jeg følger den kostplan, jeg har fået af Herman. Og er der en dag, hvor jeg kan mærke at nu skal der fyldes op, så må det være sådan. Og så må jeg kæmpe det hårdere, når det bliver diæt tid J Kan allerede mærke, at det bliver hårdt!

Man må finde sin egen måde at definere sundhed på. Det her var min 🙂

– Linnea