Jeg får en del ’bestillinger’ og forespørgsler på såkaldte Thigh Gap for tiden. Primært unge piger er meget opsatte på, at dette mellemrum mellem benene er det er det ultimative bevis på den perfekte krop. Og hånden på hjertet, så er det sgu et demotiverende mål at være indehaver af. Ikke alene er det for mange fysisk umuligt, men for dem, der rent faktisk ville have en chance for at få det, ville det kræve en fedtprocent, der på ingen måde er optimal for en sund krop. Dengang jeg gik i de små klasser, var det helt fede (muligvis lidt forkert ordvalg), at have meget lange og meget tynde ben (tak til Spice Girls og de meget tynde supermodeller)– igen et ideal, der er lidt uopnåeligt for os, der er en smule kompakte og bare ikke bliver højere end 1.60. Men for fanden hvor jeg kæmpede på den Crosstrainer. Hvis der nu bare var en, der lige havde taget en snak med mig og fortalt, at benene ikke blev længere af, at strække dem virkelig meget ud. Eller hænge sig i en ribbe med hovedet nedad (ja, det gjorde jeg rent faktisk)… Heldigvis var Buffalos rimelig fede i 90’erne, så der vandt jeg et par cm. I hvert fald er der nu kommet nye boller på suppen. Skind og ben er skiftet ud med tonede muskler. Og det er jo i sig selv helt fantastisk, at der endelig er et skønhedsideal, der taler for, at kroppen skal være stærk og sund. Men nu skal vi jo heller ikke sidde og få det for godt med os selv – der skal altid være noget at stræbe efter. Hvis det da bare for fanden kunne være noget, der var realistisk.  Anyway, så har vi altså det her nye fænomen. Det såkaldte thigh gap, der ganske enkelt betyder, at lårene ikke rører hinanden, når vi står med samlede fødder. Hånden på hjertet – jeg bliver da også påvirket af billeder af piger med perfekte kroppe på Instagram, men fanme nej om jeg nogensinde gider bruge tid på et for mig uopnåeligt mål. Noget af det mest ærgerlige er næsten, at det er andre piger, der giver os mindreværdskomplekser – Det har vi sgu da nok med drenge til at sørge for?! Vi skal jo holde sammen. Som ansat i et fitness center, lægger jeg automatisk øre til en del samtaler. Og ja, det er ofte røv og patter, der bliver diskuteret og omtalt. Men har sgu aldrig hørt sætningen ”hold nu kæft et lækkert thigh gap”. Tror ikke størstedelen af drenge overhovedet ved hvad det er. Og det er der vel nok en grund til – det er bare ikke noget der er attraktivt. Dermed ikke sagt, at det er grimt at have mellemrum mellem benene. Det er bare super ligegyldigt om det er tilstede eller ej. Det skal sådan set heller ikke handle om, hvorvidt drenge synes det er lækkert eller ej. For igen. Det er super ligegyldigt. Det jeg vil med dette indlæg er nemlig at vise hvorfor det for nogen er uopnåeligt, så vi i stedet kan sigte efter et mål, som vi rent faktisk kan opnå.

Here goes: røngtenbillederne her viser to forskellige hofteskåle. På første billedet ser vi en bred hofteskål (lige for god ordens skyld er en bred hofteskål altså ikke lig med brede hofte og fyldig bagdel). Resultatet af en bred hofteskål er at femur, som er vores store lårbensknogler, vil sidde længere væk fra hinanden. Derfor vil et mellemrum mellem benene være mere sandsynligt end billede 2, der viser en smal hofteskål, hvor benene sidder tættere på hinanden.

Det er bare en af grundene til at et thigh gap kan forekomme. Bækkenets hældning, svajet ryg osv, kan også have indflydelse på det. Derudover afhænger det også af, hvor vi oplagrer fedtet henne. Og for kvinder, inklusiv undertegnede, ja, så er det tit og ofte på inderlårene. Personligt er mit fedt smækket lige i ansigtet på mig, nærmere kinderne, og derudover på triceps og inderlår. Og det er stort set lige meget hvad vægten står på – det sidder rigtig godt fast, på lige de 3 steder. Og sådan er det. Find din fordele, gør dem endnu bedre i stedet for at bruge din træning på adduktor øvelser (indelårsmaskinen), som jeg i øvrigt også lige føler trang til at kommentere på, nu jeg alligevel er i gang. For hold nu op, hvor ser jeg mange, der sidder i den med det helt forkerte formål. RIGTIG mange bruger den til at gøre inderlårene mindre. Hvilket er ulogisk. Som bekendt, øger styrketræning muskelmassen, hvilket i princippet vil sige at vi øger størrelsen på inderlårene ved at bruge denne maskine (dette er en smule overdrevet beskrivelse, da indelårsmusklerne, der består af adduktor brevis, longus, magnus og gracilis ikke er synderligt synligt, medmindre fedtprocenten er helt i bund, og vi derfor i realiteten nok ikke kan se den store forskel). Så med en smule logik og baggrundsviden, kan vi altså tænke os til, at træning af indelårsmuskulatur altså ikke giver os tynde ben. Fuldstændig ligesom vi ikke ser drengene lave biceps curl, fordi de vil have deres overarme mindreJ

Konklusionen må derfor være:  vær den bedste udgave af dig selv. Drop de urealistiske mål, arbejd på det, du ved kan blive bedre. Brug billeder og sociale medier som inspiration og motivation (men lad vær med at sammenligne dig selv med dem på billederne) – og så SQUAT FOR FA’N! – Det træner hele lortet 😉

– Linnea

Man kan ikke rigtig komme udenom emnet for tiden. Den ene kosttrend efter den anden hærger dameblade, blogs og sociale medier.

Som oftest starter tankemylderet i en samtale med min søde træningsmakker Amelia. På vej hjem fra træning i dag faldt samtalen (som den meget ofte gør) på kost. Ikke så underligt, for det er et sindssygt spændende emne med mange aspekter. De fleste har en mening om det og de fleste tøver ikke med at komme med deres synspunkt. Inklusiv mig selv. Personligt er jeg super god til at pådutte andre mine meninger. Og det skal på ingen forstås som om, jeg har lyst til at tvinge andre til at følge samme ”diæt” som jeg gør. Ofte er det i bedste tro, at jeg videregiver mine egne resultater og meninger. Simpelthen fordi det virker for mig. Spørgsmålet er bare om andre får noget ud af det? For helt ærligt, så bliver man sgu hurtigt snæversynet, når man har fundet sin egen ’kostreligion’. Det er nærmest en fornærmelse, når andre rakker ned på ens metode. Men hvorfor er det, vi har en evig trang til at få andre til at spise det samme som os selv. Er det af et godt hjerte, når vi beretter om vores egen metode, der i øvrigt er eneste vej frem? Eller er det i søgen på anerkendelse?

Når jeg tænker over det, er jeg selv meget let påvirkelig, når jeg får leveret viden. Specielt hvis der er en eller anden form for evidens i det. Og med alle de forskellige retninger, der er at finde for tiden, bliver det hurtigt svært at finde hoved og hale i det hele. Fælles for de mange kosttrends (5:2, LCHF, kalorietælling, mindful spisning, blodtype, palæo, raw, 80/20 etc) er at de hver især udelukker et eller andet. Jeg arbejder til dagligt i et fitnesscenter, hvor der gladeligt bliver delt ud af meninger og synspunkter, hver dag. Og det er helt vildt spændende og inspirerende, at høre historien om kvinden, der har smidt 20 kg ved blot at skære sukker ud af kosten, eller manden, der lige pludselig har øget muskelmassen, ved at gå på hardcore proteinkur. Den fejl jeg laver (og som flere sikkert kender til) er at jeg tænker ”genialt, det skal jeg da også”. Men for hver historie, følger en ny metode, og hvis jeg skal følge dem alle sammen, er der meget at holde styr på. Lige pludselig stod jeg i supermarkedet og tænkte: ”Hvad fanden må jeg egentlig spise?” Gluten og sukker spiser jeg ikke, frugt er no-go, GI-tallet i gulerødder er højt, så den gik heller ikke, men det skulle være sundt at få noget fedt? Super! Fløde er fedt, men jeg må jo heller ikke få mælkeprodukter. Kulhydrater blev jeg jo oppustet og tyk af. Så var det vist sundt at spise det der raw food, hvor jeg ikke må varme min mad, så der røg min kylling.. Jeg kunne jo starte med at købe nogle tomater… Men det var jo ikke så godt for min blodtype (jaja, ovenstående er en overdrivelse, men som i ved fremmer  detforståelsen 😀 ). Og sådan fortsatte det. Puhh. Blev i ligeså forvirrede over at læse ovenstående, som det var at skrive? Velkommen i klubben. Jeg gik hjem med 10 dåser torskerogn, hvilket sikkert heller ikke er i orden. Resultatet blev at jeg nu har fået en vabel på fingeren af at åbne torskerognsdåser, så det holder ikke i længden.

Det er netop gået op for mig, at jeg ikke bare lytter til alle råd og meninger, jeg får fra mine omgivelser. Jeg har taget det hele fuldstændig til mig. Jeg har prøvet forskellige livsstile indenfor kost, men hvorfor pådutte mig selv andres metoder, når jeg nu har kostplan, der er udarbejdet præcist til mig og mine behov, som jeg ved virker (når jeg altså følger den og ikke laver egen fortolkning). Den giver min krop præcis de næringsstoffer, den skal bruge, så jeg fungerer optimalt i min hverdag.  

Et lidt langt indlæg til en pointe, der egentlig er rimelig simpel: Hvis du har fundet metoden, der virker for dig, og gør dig glad, så er du nok på rette vej. Det er helt fint at dele meninger og erfaringer, men jeg tror det er vigtigt at huske på, at det der virker for dig, måske ikke er vejen frem for andre. Så vær åben for ny viden, men vær kritisk for hvilke råd du tager til dig, og hvilke der skal sorteres fra J

– Linnea