Jeg sidder på mit hotelværelse. Der er det fineste lille værelse med sminkebord og kæmpe seng placeret mit i rummet. Jeg breder mit medbragte lagen ud på sengen, så sporene af spray tan ikke sætter sig. Så sætter jeg mig. Og rejser mig. Og går lidt rundt. Jeg kan ikke rigtig være i min egen krop. Muligvis fordi jeg i løbet af dagen har indtaget 1 glas nutella, honning, peanutbutter og 3 pakker riskiks for at have tilstrækkelig energi til det dødløft, jeg skulle udføre. Den energi må gerne gå væk nu. Min hjerne sover, men min krop fiser rundt. Det er svært at sætte ord på hvad jeg føler. Først og fremmest kæmpe sejr, men også sørgmodighed over at det hele er slut på så kort tid. Den sidste uge op til konkurrencen ønsker jeg bare skal gå hurtigt, men nu hvor det er slut fortryder jeg lidt al det brok, jeg udsatte mig selv (og andre) for. Jeg venter lidt på at det der berømte ædeflip skal ramme mig, men det sker bare ikke rigtig. Jeg har ikke snakket om andet end snøfler den sidste måned, og på trods af at det normalt ikke er noget, jeg vil spise, så er det altså det eneste, jeg har haft lyst til. Nu står de lige foran mig og ser lige pludselig slet ikke så tiltrækkende ud mere. Så de ryger ud. Jeg ser på mig selv i spejlet over make-up bordet. Mit hår stadig opsat og stort af de store mængder hårspray. Make up og spray tan er der stadig, og af en eller anden grund kan jeg ikke få mig selv til at gå i bad. Jeg ser mildest talt forfærdelig ud. Spray tan er fuldstændig ujævn, mine øjne er blodsprængte. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at gå i bad. Så er det først for alvor slut. Jeg tager et par billeder og går i bad. Badekarret bliver hurtigt fuldstændig brunt og jeg står der i 20 minutter før jeg ikke smitter af mere. Da jeg igen kigger mig selv i spejlet for nummer 1000 gang, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det da godt nok er fra den ene yderlighed til den anden. For 10 minutter minutter siden var jeg på scenen som var power fitness atlet. Nu er jeg virkelig bleg. Eller normalfarvet. Og VIRKELIG sulten.

 

Den sidste uge op til konkurrencen har jeg gjort mig mange tanker om hvordan jeg skulle håndtere det hele efter konkurrencen. Jeg er blevet enig med mig slev om at jeg må spise lige så store mængder, jeg har lyst til. Så længe det er sund mad. Desværre er det så bare ikke sund mad, jeg har lyst til. Jeg har mest lyst til en kæmpe is, men jeg befinder mig altså i Randers kl 01.30 om natten, og her er 7-eleven altså ikke døgnåben. Jeg får øje på den goodie-bag, vi har fået og tænker: ”pisse fedt, lur mig om de ikke har proppet noget lækkert mad derned”. Da jeg lettere desperat hælder tasken ud på gulvet ryger der, som forventet, en masse mad ud. Riskiks, grød med æble og græskarkerner, omega 3 piller. Jeg taler sjældent med mig selv, men lige der udbryder jeg med det samme: ”riskiks, are you fucking kidding me”. Jeg kyler i protest pakken ud og går i seng. Jeg kigger på uret. 03.30. Jeg ser på Facebook og det vælter ind med beskeder og kommentarer på billeder, jeg har lagt op i løbet af dagen. Det passer mig rigtig fint, at jeg kan sidde og beskæftige mig det. Det er en måde at holde en lille smule fat i den dag, jeg har kæmpet for i så lang tid. Min mave rumler, og jeg har først aftalt at spise morgenmad de andre kl 8.30. Der er et reklamebanner på min skærm for justeat, og jeg får hurtigt klikket ind på det. Der er én ”restaurant” i Randers, der har åben kl 4. I et forsøg på at overholde min aftale med mig selv spise så meget, jeg har lyst til, så længe det stadig er sundt, vælger jeg at bestille en salat. Jeg mindes at jeg i et afsnit af De Unge Mødre engang hørte en af mødrene proklamere at de ofte fik grøntsager i form af pomfritter. Så for lige at holde den sunde stil bestilte jeg en stor bakke kartofler. pomfritter om man vil.. Jaja, man kan jo selv definere sin sundhed nu om dage. Og på givent tidspunkt blev pommes frites altså godtaget som grøntsag 😀

Ville ønske, jeg havde været en flue på væggen, da leveringen kom. Langt inden jeg overhovedet havde fumlet mit dankort frem, havde jeg flået posen ud af hånden på ham, og var allerede smurt ind i salatmayonnaise. Der gik ikke mange minutter før jeg var færdig med at spise. Mæt var jeg dog langt fra. Jeg havde stadig ikke sovet og klokken var nu 6 om morgenen. 2,5 time til vi skulle ned og spise morgenmad. Sjældent har jeg været så rastløs. Jeg gik i bad igen og fik skyllet resterende spray tan og hårlak ud. Og så kunne jeg altså heller ikke vente mere. Jeg gik ned i receptionen og til mit store held sad min træningspartner og hans kæreste der, fordi de skulle tidligere hjem. Så jeg bestilte en morgenmadstallerken sammen med dem. En time efter fortsatte jeg direkte ind i brunch-buffeten, først alene, derefter tog jeg en runde med de andre. Jeg har aldrig gået rundt om et bord så mange gange. Tjeneren spurgte ind til om jeg ledte efter noget specielt. ”Ja, kan jeg få et fad, i stedet for den her tøsetallerken??” – brunchen var i hvert fald min største større udfordring. For hvad måtte jeg spise? I princippet det hele, men det virkede bare dybt åndssvagt at proppe alt muligt lort ind i kroppen, som jeg jo godt vidste, jeg ikke ville få det godt af.

Da jeg endelig var hjemme i København senere på eftermiddagen sad jeg med samme tomme øv-følelse. Jeg havde ikke sovet i snart halvandet døgn, men søvn var altså ikke på prioriteringslisten. Jeg nærmest løb ned i supermarkedet is. Uden sukker. Stadig healthy-kind-of-type-you-know…

Jeg havde åbnet pakken inden jeg overhovedet var kommet op til kassen. Ligesom når man som lille fik lov at spise mælkesnitten imens mor handlede og derefter scannede papiret ind. Det var direkte pinligt. Med en cookie i den ene hånd og en is i den anden købte jeg en grillkylling med salat og en bøtte frozen yoghurt. Efter 3 måneder med kylling grøntsager var det stadig det eneste, jeg havde lyst til at spise. Nu i en opgraderet udgave.

 

Inde i mit hoved, havde jeg planlagt at starte dagen efter. 2 dage efter konkurrencen. Nu havde jeg jo holdt en stor spisedag søndag, så måtte det også være det. Så om mandagen mødte jeg op på mit arbejde for at fortsætte min træning. Mit hoved prøvede at overbevise mig om, at nu havde jeg jo en masse energi at fyre af, og jeg nu kunne give den gas. Jeg satte dette hele op, og tog første opvarmningssæt i en squat. Jeg stod med en 20 kg stang på ryggen og kunne knap presse den op. 2 uger forinden havde jeg uden større problemer klaret 75 kg, så jeg kunne slet ikke forstod hvad fanden, der lige foregik. Jeg har brugt utallige af timer på at læse om efterforløbet efter en konkurrence. Og aldrig læste jeg nogen, der skrev at man bare skulle op på hesten og i gang med træningen igen. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg ikke er noget supermenneske. Nu havde jeg jo planlagt, at jeg skulle tilbage til træningen og den rigtige kost. Inderst inde vidste jeg jo godt at det eneste min krop havde brug for var næring og restitution. Men restituere altså… Er det ikke noget andre kan gøre? Den dag måtte jeg give op. Jeg gjorde det 3 gange i løbet af den uge. Vågnede op, tog træningstøj på, kørte ned i centret, stillede op, tog et sæt, tog hjem. Nederlag efter nederlag. Fanme ikke fedt. Til sidst accepterede jeg, at min krop altså ikke var klar. I stedet lagde jeg alt hvad der hed træning på hylden.

2 uger senere rejste jeg til Cypern med mine 2 veninder. Det kan måske lyde mærkeligt noget af det mest grænseoverskridende, jeg har gjort, var at bestille den ferie. Jeg vidste jo godt at min madvægt ikke var velkommen her. Det var på ingen måde muligt for mig at kontrollere min mad. For mig var ferien, det der fik mig tilbage på rette spor. Jeg er som person meget sort/hvid. Hvis man gør noget, så gør man det helhjertet. Ikke noget lala. Så jeg holdt ferie på fuld smadder.

De fleste bliver overraskede over hvor meget, jeg kan spise. Egentlig tror jeg, det er derfor, jeg bedst kunne lide at spise alene. Jeg var helt vildt bange for, at Rikke og Marie ville sige ”tror du ikke, du har fået nok nu?” og ventede måske hele tiden på den kom. Men nej, tværtimod, var de med til at overbevise mig om at jeg så helt normal ud og at jeg altså godt kunne give mig selv lov til at slappe af, efter at have arbejdet benhårdt i så mange måneder. Det var helt ubeskriveligt skønt endelig at være en del af fællesskabet. Jeg ved godt, at jeg som det supermenneske, jeg nu engang er, hårdnakket har påstået at man sagtens kan være på diæt og samtidig have et socialliv – det er der sikkert mange, der kan. Ærligt, er jeg ikke pisse god til det. Igen det der alt eller intet, der bider mig i røven. For mig var sociale sammenkomster mere en stressfaktor og pligt, hvor jeg skulle forsvare min madkasse fremfor at hygge mig. Og det har som sådan ikke noget med omverden at gøre, for egentlig var både mine venner og andre gode til at acceptere det. I bund og grund, var det nok mig, der ikke kunne. Jeg havde det bedst med at passe min træning og se folk fra træningscentret. Jeg vil vove at påstå, at det også har noget at gøre med, at det var første gang, jeg stillede op. Jeg anede ikke hvordan min krop ville reagere. Derfor var kontrollen vigtig for mig. Det værst tænkelige scenarie for mig ville være at stå på en scene og vide, jeg kunne have gjort det bedre.

For mig var diæten derfor ikke en sur pligt. Det var et bevidst valg, jeg havde taget for at nå et mål, jeg havde sat mig. Der var ingen, der havde pålagt mig, at stille op i en MEGET lille og meget skinnende bikini i 14 centimeter stilletter og vise min krop frem. Og selvom, jeg da til tider, godt kunne kommentere, at det var pisse hårdt, så pakkede jeg altså selvmedlidenheden væk. Det var bare anderledes prioriteter og aktiviteter end jeg var vant til. I stedet for at være ude lørdag aften, kunne jeg uden problemer bruge flere timer på fællestræning, for derefter at smide mig hjem på sofaen og vågne veludhvilet op søndag morgen.  Og det var da den fedeste følelse. Sjældent har jeg fået så meget ud af mine weekender og det var fedt, at føle jeg virkelig gjorde noget 100%.

Tilbage på ferien fortsatte jeg i stor stil med at nyde at være sammen med mine veninder, nyde mad, næsten uden dårlig samvittighed og mærke energien komme tilbage. Det var også her at lysten til træne kom igen. Efter mange timer ved stranden begyndte jeg om eftermiddagen at blive rastløs og kunne godt mærke, at jeg begyndte at mangle de endorfiner og den glæde, jeg får af træning. Så kreativiteten blev sat lidt på prøve, og stod på en hel masse interval- og cirkeltræning. Det virker måske åndssvagt at løbe rundt i 40 graders varme, men det var præcis det, jeg havde brug for. Der var ingen PR, der skulle slås eller et bestemt antal kg, der skulle løftes. Jeg skulle bare bære min egen krop og kunne stoppe, så snart, jeg ikke kunne mere. Det var formentlig på dette tidspunkt, 3 uger efter konkurrencen, jeg begyndte at komme tilbage til mig selv. Det var også her, det virkelig gik op for mig, hvor meget det betyder for mig, at spise og leve sundt. Jeg oplvede et ret fint eksempel på hvad rigtig og forkert kost gør for mig.

Eksempel:

Onsdag: Her havde jeg lavet en virkelig hård cirkeltræning. Jeg løb intervaller op ad en stejl bakke ved hotellet 10 gange og afsluttede derefter med 30 minutters cirkeltræning bestående af burpees, mountain climbers, push ups, jump squat og englehop. Jeg havde i løbet af dagen spist nogenlunde hvad jeg plejer. Æg, grøntsager, kød. Jeg lagde gladelig billeder op på instagram, hvor jeg stolt viste min krop frem, hashtaggede med diverse  #offseason #postcompetition #fitness, #blablabla, på trods af at den langt fra lignede den krop, jeg stod med på scenen. Jeg følte mig virkelig ovenpå og tilpas i min egen krop. Alene af den grund, at jeg havde behandlet den godt. Spist sund og været aktiv.

 

Torsdag: Efterfølgende dag tog vi ind og så hovedstaden. Det var bagende varmt og vi gik en del rundt. Planen var både at se den tyrkiske og græske del af byen samt klare en smule shopping. Og jo, man kan sagtens shoppe 40 graders varme. Vi satte os på en café og fik en sen frokost, og der var mit blodsukker altså faldet på fuld smadder. På trods af at have bestilt salat og i øvrigt frabedt pomfritter, kastede jeg mig over mine veninders. Min samvittighed var i hvert fald ren, jeg havde sgu ikke bestilt det lort, så jeg kunne godt pudse min glorie. Det tæller jo ikke hvis det er andres kalorier.

Mine mave pustede øjeblikkeligt op som en ballon, og i takt med at min krop bare svulmede op, dalede selvværdet. Efter frokosten, skulle vi ud og shoppe. Værste ide. Nogensinde. Jeg havde ikke købt tøj i evigheder. Alene af den grund at jeg ikke gad stå med en masse tøj, jeg ikke kunne passe efter konkurrencen. Det ville simpelthen være for stort et nederlag, at stå med en masse helt nyt tøj, som jeg bare ville vokse ud af. Så da jeg kom ind i Zara, blev jeg fuldstændig hylet ud af den. De fleste piger kan nok nikke genkende til at det ikke umiddelbart er nogen større udfordring, at finde noget man har lyst til at eje i Zara. Men jeg var helt lost. Jeg anede ikke hvilken størrelse jeg brugte. For blot 3 uger siden, var jeg en størrelse xs. Nu anede jeg ikke hvad jeg var. Jeg følte mig som en large. Da jeg endelig fik samlet en masse sammen og kom ind i prøverummet var der ingenting, der passede. Og det var nok første gang jeg brød grædende sammen. Jeg tror godt Rikke og Marie opfangede det, for der gik ikke lang tid, før de foreslog, at vi droppede shoppingen. Sjældent har jeg haft det så skidt med mig selv. Jeg stod bare med min ballonmave og kunne se min krop fra alle upassende vinkler.

Og det var virkelig en øjenåbner. Blot 12 timer forinden lagde jeg billeder op i verdens mindste hotpants. Nu brød jeg sammen over selv samme krop.

Efterfølgende dag vendte jeg tilbage til at spise det som jeg vidste min krop bedst kunne arbejde med. Og endnu engang var jeg helt tilpas i min krop.

Da jeg kom hjem fra ferien var jeg klar til at komme i gang igen. Jeg savnede min træning og tror aldrig, jeg er kommet så hurtigt ud af døren. Nu kunne jeg endelig mærke energien var tilbage. Jeg begyndte så småt at droppe idéen om at alt skulle være så sort/hvidt. Jeg gav mig selv lov til at nyde og tage ud og spise uden dårlig samvittighed og så sætte pris på den energi, jeg fik af træning. Og det er sådan set her jeg er nu. Ca 1,5 måned efter konkurrencen har jeg fået styrken tilbage. Lesson learned må være at sundhed virkelig sidder i hovedet. Hvis jeg har haft en dag med udelukkende skidt næring, vil jeg helst bare iføre mig et kæmpe telt. De dage, hvor jeg har spist sundt ifører jeg mig gladelig verdens mindste træningsshorts. Så er det show it to the world. Ærligt, så elskede jeg virkelig den krop, jeg havde på scenen. Jeg synes det var smukt at se den tydelige muskulatur, sener og blodårer. Men det der med at prøve at holde fast i den krop, kan man godt glemme. Man ved jo godt, det er urealistisk, så det er sgu dumt, at rende rundt og stresse over, at markeringerne dag for dag forsvinder. For, sorry to say, det gør de altså.

For mig var det sværeste sådan set ikke at skulle acceptere hvordan min krop så ud. Det var omverden, jeg frygtede. Gud, hvor jeg dog synes det er irriterende, når folk spørger om de må se min sixpack, og jeg dertil må svare, at den har jeg altså spist væk. Den værste var nok på ferien. Efter at have forklaret en lokal på hotellet at jeg netop havde været op i en fitness/bodybuilding konkurrence og han dertil udbryder: ”Men hvis du er bodybuilder, hvor har du så så meget fedt på kroppen?” Slam. Og jeg troede jeg var dårlig til at tænke før jeg taler. Egentlig var det det, der fik mig til at være ligeglad med andres mening. Rigtig mange forventer, at man står i sceneform året rundt. De fleste har ingen idé om hvor hårdt arbejde, det kræver at stå i en konkurrenceform. Derfor bliver det hurtigt trættende, når man konstant skal forklare at konkurrencekroppen kun er der i meget kort tid. Og jeg kan da også godt forstå, at nogen synes det er underligt, at se én, når de har set billeder på Facebook, hvor man står fuldstændig stylet, sprayet og i øvrigt er tømt for alt, der hedder fedt og væske. Og så møder de en halvbleg (nu krebserød – Post Cypern) pige med æblekinder. Total skuffelse. Nej, spøg til side.

Jeg må blankt erkende, at jeg stadig er ret selvkritisk, hvad angår min krop. For ja, det er svært at se sin krop ændre sig så radikalt på så kort tid. Da jeg kom hjem fra ferie 1. marts 2014 vejede jeg 63 kg. Der startede jeg min diæt. 14. Juni lå jeg på 51,6. I går blev jeg målt og vejet til 57 kg med en fedt% på 14. Derfor er det på ikke underligt, at hovedet lige skal have tid til at kunne følge med. Hjernen ved aldrig helt, hvad det er, der venter den i spejlet. Jeg er glad for at være sluppet ud på den anden side i god behold. Det kan jeg takke båd mig selv, mine venner og min dygtige træner for. Mit bedste råd jeg kan give er at glæde dig over den krop du har. Sæt pris på de store mængder energi, du får. Og så er det jo mega fedt, at se musklerne igen vokser. Mine lårmuskler er i hvert fald tilbage. Og det er sgu smukt. Det har taget en måneds tid, hvor jeg lige skulle acceptere omstændighederne. Det har været en hård omgang. Diæten var hård. Efterforløbet var hårdere. Om det var det hele værd? Fuldstændig. Det var den vildeste, fedeste udfordring. Og ikke mindst virkelig lærerigt. Jeg håber at alle, der skal stille op i fremtiden får en ligeså god oplevelse. Til alle, der skal op til newcomers til september: giv den gas. Jeg beundrer og har stor respekt for alle, der gør det. Glæd jer! Det er en fantastisk oplevelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu er det jo ikke kæmpe erfaring, jeg har inden for fitness konkurrencer, men jeg har brugt meget tid og energi på at sætte mig ind i det psykiske aspekt og hvordan man bedst muligt håndterer eftertiden. Det kan være at i kan bruge følgende råd til noget. De har i hvert fald hjulpet mig:

1. Nyd tiden på diæt: Virkelig tarveligt at melde ud, når så mange kæmper med diæter lige nu. Det er pisse hårdt, men prøv at fokusere på, hvor fedt det er, at være så viljestærk. På trods af uendelig modstand fra omverden, kan du fryde dig over at have en styrke af stål. Der var på et tidspunkt en, der beklagede sig over, jeg ikke kunne tage en bytur. Jeg sagde til vedkommende: ”Jeg har sat mig et mål, som jeg personligt gerne vil opnå. Det kræver fuldt fokus fra min side. Og jeg vil gerne gennemføre helhjertet. Hvor mange gange i dit liv, kan du sige, du har gjort noget hvor du har været 100% dedikeret til dit mål?” Det lyder måske hårdt, men om ikke andet fik han svaret tilbage, at han da synes det var sejt, jeg var så målrettet. Man må gerne sige fra engang imellem.
2. Forklar hvorfor du gør det: For mange er det en svær sport at sætte sig ind fordi det i så høj grad handler om udseende. Jeg var ret opmærksom på at gøre det klart, at det altså ikke var fordi, jeg ønskede permanent, at stå i konkurrenceform. Man har den ca. en uge, så hvis det er eneste formål, så skal man måske lige gennemtænke det en ekstra gang. For mig hjalp det meget at forklare at det var et personligt mål for at lære mig selv, min krop g psyke, at kende. Og at det i øvrigt er en mega fed udfordring.
3. Vælg dine kampe: Det er åbenbart helt i orden frit at kommentere på andres vægt, når den ligger i den lave ende. Det problem, har jeg aldrig haft, men hold op hvor var det irriterende. Dagligt, var der lige én, der skulle sige: ”Nu skal du jo heller ikke tabe dig mere”. Hvor konstruktivt er det, når de jo godt ved, at det skal jeg. Du siger jo heller ikke til en, der skal løbe marathon at de ikke skal løbe for stærkt, så de får skader.. Gør op med dig selv om du har lyst til at tage kampen op og forklar vedkommende grunden hertil. Hvis du ikke lige føler for at forklare dig, så bare smil og lad det for gud skyld ikke ødelægge din dag.
4. Sig hvad du føler: Nogle ord rammer hårdere end andre. Og det er altså helt i orden at sige: ”Det gør mig ked af det..” Jeg fik en besked, hvor en meget tæt på mig, fortalte at jeg så forfærdelig ud og skulle stoppe. Jeg svarede tilbage at det gjorde mig rigtig ked af, at vedkommende ikke kunne støtte mig i mine valg, når hun jo kunne se at jeg var glad og lykkelig og i øvrigt pisse stolt over mit resultat. Tror hun blev lidt chokket fordi jeg som regel bare ville undskylde med: ”Når ja, det er måske lidt ekstremt, men det er jo bare meget kort tid, man står med lav fedt% og så skal jeg bare have en masse burger og is efterfølgende” Udelukkende for at forsikre andre om, at jeg nok skulle spise igen.
5. Gør dig tanker om efterløbet: For mig var diæten hård, men efterforløbet var hårdere. Der er et tomrum, der skal udfyldes. Sådan er det. En god idé for mig var at sætte et nyt mål, der ikke omhandlede æstetik. Jeg fik lavet et program, der gav mig mulighed for at udvikle styrke. Jeg satte forskellige PR, der skulle slås. På den måde blev jeg nødt til at fjerne fokus fra diæt og kost og i stedet fokusere på at få nok næring til at blive stærkere.
6. Giv dig selv fri: Lidt dobbeltmoralsk råd at give videre, når jeg nu overhovedet ikke selv lyttede til det. Men tag fri. Kroppen har brug for at restituere. Jeg havde lavet 2 max løft i dødløft til konkurrencen, og det krævede altså noget tid at komme ovenpå igen. Både efter diæt og løft. Og de fleste kender det nederlag, at gå hjem fra en rigtig skidt træning. Det kan nemt ødelægge hele dagen, Så er det bedre helt at lade vær.
7. Spis for din egen skyld: En fejl jeg begik, var at lave utallige brunch-, frokost- og middagsaftaler. Det var nærmest som folk stod i kø for at fede en op de første 2 uger. Og forventede at man bestilte den største burger på menuen. Jeg spiste mere for at gøre andre glade, og det var en fejl. Lyt til din krop. Er den kæmpe is noget, du spiser for din egen skyld eller for at tilfredsstille andre?
8. Brug dine nærmeste: Jeg kan godt lide at gøre tingene selv. Og det gjorde jeg meget i starten, fordi jeg følte alle var imod mit projekt. Største fejl. Dine familie og venner elsker dig jo, så i stedet for at lukke dem ude, så brug deres hjælp. Du ved jo også, du er der for dem, når de har brug for det. Så ring og spørg om, de har lyst til at gå en tur med dig, når blodsukkeret falder, eller du bare har brug for at snakke.
9. Lyt til din træner. Jeg har været heldig at have den bedst mulige træner. Både under diæten og efterfølgende. Lidt sent, at sige, du skal finde en træner, der deler din tilgang til tingene. Herman, gik meget op i, at jeg stod med en krop, der var så sund som muligt og samtidig var fysisk stærk. Det betød at jeg en uge inden konkurrencen stadig var i stand til at slå rekorder og faktisk havde holdt på muskelmassen. Dermed slap jeg også for at min forbrænding efterfølgende var fuldstændig i bund. Men hold fast på din træner efterfølgende, der har du ligeså meget brug for støtten som under diæten
10. Vær realistisk: Nu har vi fået på det rene at det er tæt på umuligt, at stå i konkurrenceform hele året. Jeg tog et billede et par uger inde i diæten. Der lå jeg på en vægt, hvor jeg var stærk, fyldt med energi og havde en fornuftig fedtprocent. På den måde har du et billede af, hvad der er normalt og sundt for dig. Jeg kiggede på billedet er par dage inden konkurrencen og tænkte: ”fandeme nej, sådan skal jeg ikke se ud” – det siger lidt om det syn man får på ens krop. Om ikke andet er jeg nu tilbage til at se ud som på billedet, jeg tog for godt 4 måneder siden. Ganske normalvægtig.
11. Nyd det! Når du står på scenen, så nyd det. Spotlyset, stylingen, stemningen. Det er helt fantastisk og hele rejsen værd.