Jeg har i virkelig lang tid haft lyst til at komme ud med de følelser og tanker, jeg har omkring min livsstil og andres syn på den. Undskyld på forhånd, hvis dette kommer til at lyde som et langt møgfald, men jeg tror der er rigtig mange, der har det på samme måde. Som de fleste har lagt mærke til er der run på sundhedsdebatten for tiden. Alle har en mening, som de gerne vil ud med. Det resulterer i mange spændende debatter, men for søren hvor har vi bare hele tiden travlt med hinandens livsstil.
Dengang jeg gik i gymnasiet var det en lang fest. Sådan har det faktisk været siden 9. klasse. Der gik ikke en weekend, hvor jeg missede en fest. Gud forbyde at man skulle gå glip af noget. Hver lørdag blev brugt på at ligge med hovedet i kummen, før jeg gudhjælpemig mandede mig selv op, kylede en reperationsbajer ned og fortsatte for 2. eller 3. aften i træk. Og jeg havde det sjovt. Jeg var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde brug for at slå mig løs, og det skal der være plads til. Da jeg var færdig med gymnasiet kunne jeg godt mærke at det var tid til noget nyt. Jeg synes jeg havde taget min del af festerne og begyndte egentlig at blive lidt rastløs af ikke at få noget som helst ud af mine weekender. 3 uger med studenterfester var nok det, der fik bægeret til at flyde over, så jeg ændrede drastisk livsstil fra dag til anden. Jeg er tidligere bokser, så jeg havde perioder hvor jeg aldrig drak, levede på et minimum af kalorier og trænede 4-5 timer om dagen. Så det skal ikke lyde som om, at jeg bare var fordrukken og usund. Jeg har altid spist sundt og været i god form, men weekender med alkohol og dårlig tømmermændsmad ødelagde gang på gang den gode rytme. Jeg er ikke typen, der gør noget halvt, så da jeg besluttede mig for at ændre livsstil fik den selvfølgelig også hele armen.
Der var rigtig mange, der satte spørgsmålstegn ved min nye livsstil, og jeg forstod dem egentlig godt. Det var jo underligt at jeg fra den ene dag til den anden ændrede fuldstændig livsstil. Samtidig fandt jeg også hurtigt ud af, at rigtig mange af mine venskaber i mange år havde været overfladiske. For godt nok havde jeg ændret livsstil, men jeg var jo stadig Linnea, og ændrede ikke personlighed (synes jeg i hvert fald ikke selv. Kan være der er nogle, der er af anden opfattelse). Selvfølgelig er det svært ikke at ændre sig en smule. Jeg kan f. eks ikke længere være med i samtaler om hvorvidt det er Tequila eller Vodka, der giver de værste tømmermænd eller hvor man får den bedste natmad (Det er ikke helt rigtigt, for det er uden tvivl Porno-Pizza på Gothersgade, og det står jeg ved!). Til gengæld er jeg den, der er klar til agere taxa-chauffør, hvilket jo heller ikke er helt værst.
Jeg støtter mine venner i deres beslutninger. Uanset om jeg er enig i de valg de tager, er det deres sag, og så er det min pligt som ven at være der. Derfor er det så svært at forstå, hvorfor ens omgivelser tager så dårligt i mod ens livsstil. I bund og grund handler det jo om, at man vil være den bedst mulige udgave af sig selv og burde de ikke støtte op omkring det?
Hvis jeg kom med udmeldingen at jeg ville på en 2 måneder lang druktur på Ibiza, nedbryde min krop og leve af junk, ville jeg sikkert modtage reaktionen: ”ej hvor fedt du bare sådan rejser og nyder livet”
Men når jeg proklamerer at jeg har tænkt mig at stille op i Body Fitness er reaktionen: ”Ej ad, skal du så være sådan en bodybuilder?”
Ærlig talt, så tror jeg faktisk ikke at folk mener det ondt. De har bare svært ved at forstå det, fordi det i deres optik ikke er særlig feminint med muskler. Og det er også helt i orden. Hver sin smag. For mig er det bare rigtig vigtigt at pointere, at grunden til at jeg har valgt at stille op i body fitness, er at jeg vil lære min krop og psyke at kende. Der er rigtig mange, der ikke har nogen idé om hvor hårdt, det er at træne op til en sådan konkurrence (inklusiv undertegnede). Min egen mor, var selv ret skeptisk indtil jeg forklarede, at det jo ikke er et Victoria´s Secret modeshow, hvor kvinderne er velsignede med smukke kroppe. Hver og én på den scene, viser resultatet af deres kamp. De har kæmpet røven ud af bukserne og det har jeg så meget respekt for. Jeg tror ikke selv, jeg har nogen idé om hvor hårdt det bliver endnu. Slutresultatet, hvor man står helt hakket, næsten uden fedt og væske i kroppen, afspejler jo ikke hvordan man ser ud til dagligt. Det er bare en fantastisk afslutning på en udfordring, som man har lagt så meget tid og energi i. Og det fortjener at blive vist frem!
Det her et mit valg, og den måde jeg har valgt at leve på. Det er helt okay, at folk synes min lår er for store og muskuløse, for omvendt synes jeg ikke deres ølvom er pissecharmerende – men det er ikke min sag – for hvis de er lykkelige, vil jeg ikke være den, der står med en løftet pegefinger og prakker dem min livsstil på. For ligesom jeg gerne vil have at folk respekterer den måde, jeg har valgt at leve på, skal jeg også respektere andres valg af livsstil. Det går begge veje.
I børnehaven lærte jeg at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Og den holder sgu stadig! Både overfor hinanden, men også mht til vores krop. Behandl din krop nu, som du gerne vil have den skal behandle dig senere i livet.
Indlægget er selvfølgelig ikke en generalisering af alle. Jeg møder mange mennesker, der synes det er fedt at gå så meget op i sin livsstil. Det er ikke alle der har tid til det, og det er også helt i orden. Jeg har ikke noget vildt stressende arbejde eller børn, jeg skal hente og bringe. Jeg er på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har tid og overskud til at være lidt egoistisk og bruge min tid på mig, så det er det jeg gør!
