Mit liv, min livsstil – mit valg!

Jeg har i virkelig lang tid haft lyst til at komme ud med de følelser og tanker, jeg har omkring min livsstil og andres syn på den. Undskyld på forhånd, hvis dette kommer til at lyde som et langt møgfald, men jeg tror der er rigtig mange, der har det på samme måde. Som de fleste har lagt mærke til er der run på sundhedsdebatten for tiden. Alle har en mening, som de gerne vil ud med. Det resulterer i mange spændende debatter, men for søren hvor har vi bare hele tiden travlt med hinandens livsstil.

Dengang jeg gik i gymnasiet var det en lang fest. Sådan har det faktisk været siden 9. klasse. Der gik ikke en weekend, hvor jeg missede en fest. Gud forbyde at man skulle gå glip af noget. Hver lørdag blev brugt på at ligge med hovedet i kummen, før jeg gudhjælpemig mandede mig selv op, kylede en reperationsbajer ned og fortsatte for 2. eller 3. aften i træk. Og jeg havde det sjovt.  Jeg var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde brug for at slå mig løs, og det skal der være plads til. Da jeg var færdig med gymnasiet kunne jeg godt mærke at det var tid til noget nyt. Jeg synes jeg havde taget min del af festerne og begyndte egentlig at blive lidt rastløs af ikke at få noget som helst ud af mine weekender. 3 uger med studenterfester var nok det, der fik bægeret til at flyde over, så jeg ændrede drastisk livsstil fra dag til anden. Jeg er tidligere bokser, så jeg havde perioder hvor jeg aldrig drak, levede på et minimum af kalorier og trænede 4-5 timer om dagen. Så det skal ikke lyde som om, at jeg bare var fordrukken og usund. Jeg har altid spist sundt og været i god form, men weekender med alkohol og dårlig tømmermændsmad ødelagde gang på gang den gode rytme. Jeg er ikke typen, der gør noget halvt, så da jeg besluttede mig for at ændre livsstil fik den selvfølgelig også hele armen.

Der var rigtig mange, der satte spørgsmålstegn ved min nye livsstil, og jeg forstod dem egentlig godt. Det var jo underligt at jeg fra den ene dag til den anden ændrede fuldstændig livsstil. Samtidig fandt jeg også hurtigt ud af, at rigtig mange af mine venskaber i mange år havde været overfladiske. For godt nok havde jeg ændret livsstil, men jeg var jo stadig Linnea, og ændrede ikke personlighed (synes jeg i hvert fald ikke selv. Kan være der er nogle, der er af anden opfattelse). Selvfølgelig er det svært ikke at ændre sig en smule. Jeg kan f. eks ikke længere være med i samtaler om hvorvidt det er Tequila eller Vodka, der giver de værste tømmermænd eller hvor man får den bedste natmad (Det er ikke helt rigtigt, for det er uden tvivl Porno-Pizza på Gothersgade, og det står jeg ved!). Til gengæld er jeg den, der er klar til agere taxa-chauffør, hvilket jo heller ikke er helt værst.

Jeg støtter mine venner i deres beslutninger. Uanset om jeg er enig i de valg de tager, er det deres sag, og så er det min pligt som ven at være der. Derfor er det så svært at forstå, hvorfor ens omgivelser tager så dårligt i mod ens livsstil. I bund og grund handler det jo om, at man vil være den bedst mulige udgave af sig selv og burde de ikke støtte op omkring det?

Hvis jeg kom med udmeldingen at jeg ville på en 2 måneder lang druktur på Ibiza, nedbryde min krop og leve af junk, ville jeg sikkert modtage reaktionen: ”ej hvor fedt du bare sådan rejser og nyder livet”

Men når jeg proklamerer at jeg har tænkt mig at stille op i Body Fitness er reaktionen: ”Ej ad, skal du så være sådan en bodybuilder?”

Ærlig talt, så tror jeg faktisk ikke at folk mener det ondt. De har bare svært ved at forstå det, fordi det i deres optik ikke er særlig feminint med muskler. Og det er også helt i orden. Hver sin smag. For mig er det bare rigtig vigtigt at pointere, at grunden til at jeg har valgt at stille op i body fitness, er at jeg vil lære min krop og psyke at kende. Der er rigtig mange, der ikke har nogen idé om hvor hårdt, det er at træne op til en sådan konkurrence (inklusiv undertegnede). Min egen mor, var selv ret skeptisk indtil jeg forklarede, at det jo ikke er et Victoria´s Secret modeshow, hvor kvinderne er velsignede med smukke kroppe. Hver og én på den scene, viser resultatet af deres kamp. De har kæmpet røven ud af bukserne og det har jeg så meget respekt for. Jeg tror ikke selv, jeg har nogen idé om hvor hårdt det bliver endnu. Slutresultatet, hvor man står helt hakket, næsten uden fedt og væske i kroppen, afspejler jo ikke hvordan man ser ud til dagligt. Det er bare en fantastisk afslutning på en udfordring, som man har lagt så meget tid og energi i. Og det fortjener at blive vist frem!

Det her et mit valg, og den måde jeg har valgt at leve på. Det er helt okay, at folk synes min lår er for store og muskuløse, for omvendt synes jeg ikke deres ølvom er pissecharmerende – men det er ikke min sag – for hvis de er lykkelige, vil jeg ikke være den, der står med en løftet pegefinger og prakker dem min livsstil på. For ligesom jeg gerne vil have at folk respekterer den måde, jeg har valgt at leve på, skal jeg også respektere andres valg af livsstil. Det går begge veje.

I børnehaven lærte jeg at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Og den holder sgu stadig! Både overfor hinanden, men også mht til vores krop. Behandl din krop nu, som du gerne vil have den skal behandle dig senere i livet.

 

Indlægget er selvfølgelig ikke en generalisering af alle. Jeg møder mange mennesker, der synes det er fedt at gå så meget op i sin livsstil. Det er ikke alle der har tid til det, og det er også helt i orden. Jeg har ikke noget vildt stressende arbejde eller børn, jeg skal hente og bringe. Jeg er på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har tid og overskud til at være lidt egoistisk og bruge min tid på mig, så det er det jeg gør!

 

 

Bad excuses

Jaja, ved godt bloggen hedder No Excuses, men det betyder altså ikke, at jeg ikke er indehaver disse (målet er at komme af med dem).

Nu har jeg været til første vejning og måling hos Herman. Det er jo altid spændende at starte på et nyt projekt, så jeg var topmotiveret og glædede mig til at komme i gang. Ved ikke om der er nogle af jer, der har det på samme måde, men når jeg finder en øvelse som jeg både er stærk i og kan udføre teknisk korrekt, så får den fuld smadder. Mine ben har altid været stærke, så det er primært dem, jeg har fokus på i min træning. Det betyder at min ryg har følt sig lidt forbigået. Jeg er en af de mange, der døjer med rygsmerter og migræneanfald, så derfor har jeg altid haft undskyldninger for ikke at lave så forfærdelig mange rygøvelser. Rigtig ærgerligt, da en markeret ryg, efter min mening, er noget af det smukkeste. Jeg har en tendens til altid at få hovedpine, fordi jeg trækker med forkerte muskler. Primært kommer jeg til at spænde helt vildt i Trapezius, der er placeret i nakke og ryg. Det resulterer i virkelig slemme spændingshovedpiner, der endvidere fører til (den dårlige) undskyldning ”jeg får ondt i hovedet, hvis jeg træner ryg, så jeg træner nok bare ben i dag. Igen.”.

For et par måneder siden tog jeg mig dog gevaldigt sammen. Jeg VILLE lære, at lave Pull ups. Jeg kunne inden jeg blev opereret, så nu skulle jeg back on track. Mit fokus har ligget på at træne bagdelen, så den er efterhånden begyndt at fylde (og veje) en del. Og det kræver altså bare en smule muskler i ryggen at skulle trække den opad!

Nu skal det skal jo ikke lyde som om, jeg aldrig har trænet min ryg. Pulley Rows, Front Lat Pull Down og Bent Over Row er alle fantastisk gode øvelser. Mit problem er bare, at min mentalitet altid har været jo tungere, jo bedre og derfor mister jeg den gode teknik, når jeg nu absolut lige skal smide de 10 kg ekstra på. Og det er noget, jeg skal arbejde med at ændre. Når jeg træner andre, handler det altid om kvalitet frem for kvantitet, så hvorfor faen kan jeg da ikke bare lære at følge det?!

Da Herman sagde at ryggen skulle trænes, kom det derfor bestemt ikke som en overraskelse. Så nu er der knald på rygtræningen, men den rigtige af slagsen. Teknikken er i fokus, og så snart, jeg begynder at spænde op i nakken, så stopper jeg. Træning skal give dig en følelse af at være stærk, IKKE give dig smerter (kun de gode af slagsen;) )

Hermed kommer jeg til konklusionen: En coach er, for mig, under et træningsforløb alfa omega, fordi han med et objektivt syn ser hvor dine styrker og svagheder ligger. Selvom jeg er uddannet Personlig Træner, synes jeg det er helt vildt svært at lave et program til sig selv, fordi man hurtigt stirrer sig blind i fejl. Der har været al for meget fokus på den lille åndssvage ekstra delle under ballen fremfor at se på kroppen som en enhed, der bør være symmetrisk og i balance!

God træning til alle!

Rejsen mod Body Fitness 2014

I dag var starten på et nyt kapitel i dag. For at fortælle lidt om hvem jeg er, så hedder jeg Linnea og er 20 år. Jeg arbejder i Impuls, hvor jeg fungerer som receptionist, instruktør og personlig træner. Jeg har i lang tid beskæftiget mig med styrketræning, og ligesom så mange andre har jeg set og ikke mindst mærket, hvor fantastisk min krop har fået det som resultat af netop dette.

Efter længere tid, hvor jeg har trænet uden yderligere formål (andet end at være sund, stærk og have det godt i min egen krop), har jeg haft brug for noget udfordring. En udfordring, der kunne skubbe lidt til mig og ikke mindst mine personlige grænser. Derfor har jeg besluttet, at jeg næste år i september, skal stille op i Body Fitness. Ham, der skal hjælpe mig mod dette mål er Herman Mohr, der er personlig træner og ejer af Target Power Gym.

I dag blev jeg præsenteret for min kostplan og trænings program og dermed startet på den hårdeste og fedeste udfordring. Målet er lige nu at få bygget muskelmasse. Så en masse mad og benhård træning. JA TAK! Jeg håber at du har lyst til at følge min rejse på bloggen. Jeg glæder mig helt vildt! Ikke kun til at nå målet, men mest til at se hvad der sker med kroppen og sindet undervejs. Det interesserer mig utrolig meget hvad der fysiologisk set sker med kroppen, når man presser den så langt ud.

Jeg har tænkt mig at poste indlæg med før/efter billeder, træning, teknik og ikke mindst min personlige tanker og refleksioner.

Let’s do thisIMG_0905

Ovenfor er de supplementer, jeg skal tage. Umiddelbart er jeg ikke, og har aldrig været, den store tilhænger af kosttilskud, men jeg nægter at gøre noget halvt, så nu giver jeg det en chance. Så længe det ikke skader min krop, er jeg villig til at give det et forsøg. Forklaring af de enkelte supplementer følger!

TRX training