Update om diæt

Hej igen! Endnu et indlæg herfra. Håber det er til at følge med på trods af energiniveauet begynder at falde lidt.

Billederne her beskriver fint min hjerneaktivitet for tiden:

Delvis mad, delvis absolut ingenting.

 

 

 

Jeg blev spurgt om jeg ikke kunne skrive om hvordan det går med at træne op til konkurrencen.

Så her følger en status på hvordan det går indtil videre:

Jeg har pt været på diæt i 3 uger. Og det kan mærkes. Der er virkelig stor forskel på dagene. Sommetider er jeg fyldt med energi, andre gange er der en del humørsvingninger. Jeg fryser og tingene går en smule langsommere end normalt. Jeg lærer virkelig hvad det er, der fungerer for mig, og det er en kæmpe sidegevinst, at lære så meget om sig selv og sin krop. Jeg ved lige præcis hvad jeg skal spise om morgenen, for at stabilisere mit blodsukker resten af dagen, hvad jeg skal spise for at have mest muligt energi til træningen – og det kan jeg virkelig bruge fremadrettet.

Træningen går fantastisk og jeg kan mærke fremgang ved hvert træningspas – det var det jeg havde frygtet, jeg ville få virkelig svært ved, men med lidt planlægning, så rækker energien til det.

En af de helt store udfordringer er lige nu t-walken. Det ligger så langt fra min natur at skulle performe på den måde, og det har krævet virkelig mange timer, bare at lære at stå ret i stilletterne. Da bikinien kom i sidste uge kom det hele lige pludselig meget tæt på. For der er mildest talt ikke meget stof. Som om det ikke er grænseoverskridende nok at stå i stranden i en bikini – nu skal det lige gøres foran en hel sal i ført stilletter. Lidt ligesom frivilligt at melde sig til at gå til eksamen. Bortset fra at jeg glæder mig helt vildt!

 

 

Det er små ting som dette, der motiverer mig dagligt. Og ja, markeringen gik væk, da jeg havde drukket min morgenkaffe.. Til højre er jeg dagen før diætstart, hvor jeg mildest talt gav den rimelig meget gas

 

I første indlæg skrev jeg om, at jeg ville stille op i Body Fitness til newcomers 2014. Det har ændret sig lidt siden. Jeg valgte først at træne op til athletic fitness, da jeg på mange måder godt kunne lide at skulle præstere et stykke arbejde (et stykke arbejde er fanme en underdrivelse. Jeg kommer aldrig til at kunne lide pull ups, dips og roning igen..)

Lidt efter blev jeg så præsenteret for det nye forbund DNFF, der har en klasse kaldet Power Fitness. Her skal man udføre 1 dødløft (1RM) samt ro 500 m. Roning og dødløft er på ingen måde mine stærke sider, men det er super fedt, at udsætte sig selv for lidt nyt, i stedet for at hænge fast i vante trygge øvelser.

Samtidig er DNFF et nyt forbund, som jeg virkelig synes, har et rigtig fint værdisæt. DNFF står for Danish Natural Fitness Federation og kort fortalt er det et helt nyt forbund, der beskæftiger sig med naturlig fitness og body buildning (dvs. uden brug af steroider og doping). Der er stor fokus på at atleterne, der stiller op, giver et naturligt og opnåeligt billede af hvordan man kan opnå fantastiske resultater – helt naturligt.

Jeg tog derfor til Århus for at besøge Coach Henning Kristensen, der er stifteren af forbundet. Umiddelbart efter samtalen, var jeg sikker på at have taget det rigtige valg. Nu er jeg førstegangsdeltagende, så det er svært at give gode råd, når jeg ikke ved, hvad der venter mig. Dog synes jeg bestemt at alle, der stiller op i konkurrencer bør tage en eller anden form for coaching samtale. Man går rundt med så mange tanker, og alle atletsiderne på facebook, kan tit være mere stressende end motiverende. En af de første ting Henning spurgte ind til var ’hvorfor vil du det her’. Indrømmet, jeg kunne overhovedet ikke formulere et ordentligt svar. Jeg mener at få formuleret noget i stil med at, jeg gerne ville være med til at vise, at man kan stille op i en fitness konkurrence uden brug af ’hjælpermidler’. Selvom jeg ikke kom med et svar, der for mig var tilfredsstillende, gav det mig efterfølgende en masse stof til eftertanke.

Det er for mig personligt virkelig vigtigt, at jeg ved min krop er så sund så muligt indvendigt og derfor er det perfekt at jeg samtidig skal dødløfte og ro – for der er kroppen simpelthen nødt til at bruge gode næringsstoffer for at være i stand til at præstere. Jeg er ret opsat på at gennemføre diæten på den sundest mulige måde – jeg vil ikke have en diæt, der udelukkende handler om, at finde de madvarer, der indeholder færrest mulige kcal og dermed tager al det sunde fedt ud og fylde min krop med kunstige sødemidler. Selvom det kan være noget så hjerteskærende, at bruge 120 af mine dyrebare kcal på udo’s choice, er min krop og ikke mindst min hjerne nødt til at have noget fedt for at fungere.

Jeg kan så småt mærke at diæten begynder at sparke ind. Ikke i form af, at jeg går rundt og er sulten, men psykisk, der kan det virkelig mærkes. Der bliver delt et par møgfald ud i ny og næ og nogen dage er altså bare bedre end andre. Det er den vildeste rutsjebanetur. Den ene dag kører det bare, næste dag er man klar til at give op. Når man kommer igennem de dage føles det hver gang som en lille sejr, og det er virkelig her man kan mærke, at man bliver udfordret på det vildeste plan. Hvis jeg kunne give et råd, som jeg indtil videre har erfaret, så er det virkelig at tage det en dag ad gangen. I stedet for at lede efter lyset i tunnelen 9 uger fremme, så se hver dag som et delmål. Samtidig er det helt vildt motiverende nærmest dagligt at vågne op til nye resultater, og det giver virkelig en lyst til at kæmpe.

Man lærer noget om sig selv hver eneste dag. I går gik det op for mig, at jeg altså godt kunne pakke selvmedlidenheden væk. Dagligt oplever jeg en eller flere, der siger ’ej hvor er det synd, du ikke må spise noget’ eller ’det må godt nok være hårdt’. Hårdt, ja, synd, nej. Jeg skal virkelig huske mig selv på, at denne konkurrence er noget jeg gør for mig selv. Det er et valg, jeg har taget. Der på intet tidspunkt en, der har taget mad fra mig, eller pålagt mig at skulle træne intensivt. Det er udelukkende mig selv, og derfor kan jeg ikke bruge hverken medlidenhed ej heller selvmedlidenhed til noget.

Selvom jeg måske ikke kunne svare på daværende tidspunkt hos Henning hvorfor jeg lige ville det her, så har det i høj grad hjulpet mig til at reflektere over det, når jeg har en hård dag. Indtil videre er jeg kommet frem til, at jeg virkelig godt kan lide at stå op hver dag og have et mål. At have noget som giver min dag en mening, og gå i seng om aftenen og have gennemført – det motiverer mig. Så når jeg sommetider står og tænker på en stor burger, så hiver jeg lige det spørgsmål frem og husker tilbage på hvor umådeligt kedeligt, jeg syntes det var at træne bare for at holde mig i gang. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at hvis jeg skal have det optimale ud af min træning, så kræver det altså nogle målsætninger.

–          Linnea